26 mar. 2025
Grønlands Landsret
Undergive sig tilsyn hos Kriminalforsorgen - K 241/24
En 24 årig mand blev ved Qeqqa kredsret frifundet. Han var tiltalt for uberettiget at have skaffet sig adgang til kommunekontor i Qeqqata Kommunea i Sisimiut, idet tiltalte knuste en rude og steg ind.
Af Grønlands Landsrets dom af 26. marts 2023 fremgår følgende:
Ud fra de fremlagte fotos og på vidneforklaring findes det bevist, at der blev begået indbrud ved knusning af rude til kontoret tilhørende INI A/S, og at der efter indstigning blev smadret yderligere ruder og væltet en printer. Der blev på gerningsstedet fundet blod, som må anses for afgivet af gerningsmanden. Det er ved DNA erklæringen påvist, at blodet med højeste grad af sandsynlighed stammer fra tiltalte.
Henset til, at kommunekontoret – som fremgår af anklageskriftet - reelt ligger i samme bygning som INI A/S, og at der efter det oplyste er direkte adgang mellem de to kontorer via en svalegang, finder landsretten, at angivelsen af den adresse, hvor indbruddet skete, er en bi-omstændighed, hvorfor anklageskriftet kan fraviges på dette punkt i medfør af retsplejelovens § 476, stk. 3, og idet tiltalte har haft adgang til fyldestgørende forsvar både for kredsret og landsret.
Idet tiltalte har foretaget indstigning i kontoret og bevæget sig rundt i bygningen, finder landsretten endvidere, at det er bevist, at tiltalte havde til hensigt at stjæle. Tiltalte findes herefter skyldig i forsøg på indbrud. Henset til at tiltalte under indbruddet umotiveret ødelagde bl.a. en printer, findes tiltalte tillige skyldig i hærværk.
Med den nævnte ændring findes tiltalte skyldig i overtrædelse af kriminallovens § 102, jf. § 12, og § 113, stk. 1.
Efter det oplyste om tiltaltes personlige forhold og tidligere foranstaltninger sammenholdt med forholdets karakter fastsættes foranstaltningen til tilsyn af Kriminalforsorgen i 1 med vilkår som nedenfor bestemt, jf. kriminallovens § 132.
Der er tale om en tillægsforanstaltning til bødeforelæg af 23. december 2023 og bødeforelæg af 24. januar 2024, jf. kriminallovens § 124.
Tiltalte skal i 1 år undergive sig tilsyn hos Kriminalforsorgen i Frihed og undergive sig følgende vilkår:
- overholde Kriminalforsorgen i Friheds bestemmelser med hensyn til opholdssted og arbejde, og
- hvis Kriminalforsorgen i Frihed anser det for påkrævet, undergive sig afvænnings-behandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende stoffer, om nødvendigt i særlig institution eller hospital i Grønland.
Sagsnummer: K 241/24
Domme med forklaringer (kommer senere)