28 okt. 2019
Højesteret
Strafudmåling og udvisning af mindreårig i sag om overfald ved bl.a. ...
Et groft og umotiveret overfald mod 14-årig begået i forening, hvor T bl.a. tildelte forurettede tre knivstik, blev som fællesstraf med en tidligere dom straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder. Udvisning for bestandig var ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser
Sag 68/2019
Dom afsagt den 28. oktober 2019
Anklagemyndigheden
mod
T
T, en nu 17-årig pakistansk statsborger, der var kommet til Danmark som ca. 8-årig, var ved byrettens og landsrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved i forening med flere gerningsmænd at have tildelt en 14-årig dreng flere spark og slag, ligesom han tildelte forurettede tre knivstik, der bl.a. ramte ham i brystregionen, hvorved han kom i livsfare. T var på gerningstidspunktet knap 16 år, og overfaldet fandt sted under to måneder efter, at T var dømt for ligeartet kriminalitet. Sagen for Højesteret angik straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.
T havde boet ca. halvdelen af sit liv i Pakistan, hvor han havde gået i skole et par år. Han havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 8 år, hvor han havde gået i skole og boet sammen med sin mor og søster. Da T’s far havde britisk statsborgerskab, og T havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet, kunne der kun ske udvisning, hvis det var i overensstemmelse med EU's opholdsdirektiv og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Højesteret tiltrådte af de grunde, som Landsretten havde anført, at fællesstraffen blev fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder under henvisning til bl.a. strafskærpelsen i 2018. For så vidt angik udvisningen af T tiltrådte Højesteret, at der på baggrund af T’s kriminelle adfærd var en betydelig risiko for, at han også fremover ville begå alvorlig personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke blev udvist. Højesteret tiltrådte endvidere, at T’s adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kunne ske begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed. T var endvidere ikke uden forudsætninger for at klare sig i Pakistan.
Efter en proportionalitetsafvejning fandt Højesteret, at en udvisning af T for bestandig ikke ville indebære en krænkelse af ham i henhold til EU’s opholdsdirektiv, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller artikel 7 i EU Chartret, og udvisningen var derfor ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Højesteret kom således til samme resultat som landsretten.
Læs hele dommen i sag 68/2019 (pdf)