Varetægtsfængsling af udlænding var berettiget

Sag 69/2019 og 74/2019
Kendelse afsagt den 20. december 2019

Anklagemyndigheden
mod
T

Sagen angik, om der i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, havde været grundlag for at varetægtsfængsle T under behandlingen af en straffeankesag. T var oprindeligt blevet varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, og var fængslet under byrettens behandling af sagen. Den 8. februar 2019 blev T af byretten idømt 6 måneders fængsel samt udvisning for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. T ankede dommen, og byretten afsagde herefter kendelse om, at han skulle forblive varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1. T kærede kendelsen til landsretten, der den 20. februar 2019 stadfæstede byrettens kendelse. Ved kendelse af 21. marts 2019 bestemte landsretten, at T skulle forblive varetægtsfængslet under anken, og indtil der var afsagt dom i sagen.

T var ifølge oplysningerne i CPR indrejst i Danmark i 1997 og havde indtil februar 2013 været registreret på forskellige adresser i Danmark. Fra den 1. februar 2013 til den 16. marts 2017 havde han været registreret som "Uden Fast Bopæl", henholdsvis "Forsvundet". Fra den 16. marts 2017 til den 20. marts 2018 havde han været registreret på en adresse i Hillerød. Efter den 20. marts 2018 var han registreret med "Ukendt Adresse", indtil han den 7. marts 2019 meldte flytning til en adresse i Hundested. Han havde for byretten forklaret, at han var hjemløs, og at han hentede sin post hos kommunen.

Højesteret bemærkede, at bestemmelsen i udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, har til formål at sikre den pågældendes tilstedeværelse, indtil en eventuel afgørelse om udvisning kan fuldbyrdes. Det kan ikke anses for tilstrækkeligt til at statuere fast bopæl, at den pågældende – i kraft af mangeårigt ophold eller på anden måde – har fast tilknytning til Danmark. Om der foreligger fast bopæl, må i øvrigt bero på en konkret vurdering af oplysningerne i sagen, herunder registreringer i CPR. Da T havde forklaret, at han var hjemløs, og da han var registreret i CPR med "Ukendt Adresse" i perioden fra den 20. marts 2018 til den 7. marts 2019, tiltrådte Højesteret, at landsretten havde lagt til grund, at T ikke havde fast bopæl her i landet efter § 35, stk. 1, nr. 1.

Højesteret tiltrådte endvidere, at der på tidspunktet for landsrettens kendelser var bestemte grunde til at anse forsat varetægtsfængsling af T for nødvendig med henblik på at sikre hans tilstedeværelse under anken, og indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kunne fyldbyrdes. Højesteret tiltrådte også, at en proportionalitetsvurdering ikke var til hinder for fortsat fængsling af T som sket ved landsrettens seneste kendelse.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelser.

Læs hele kendelsen i sag 69/2019 og 74/2019 (pdf)