26 jun. 2019
Højesteret
Landsrettens afvisning af en ankesag efter retsplejelovens § 368 a ...
Højesteret fandt, at der ikke kunne ske afvisning med henvisning til retsplejelovens § 368 a, idet ankesagen havde særlig betydning for selskabet
Sag 182/2018
Kendelse afsagt den 26. juni 2019
Badboys Airsoft ApS
mod
Planklagenævnet
Højesteret fandt, at der ikke kunne ske afvisning med henvisning til retsplejelovens § 368 a, idet ankesagen havde særlig betydning for selskabet
Badboys Airsoft ApS anlagde i 2009 en skydebane på en lejet ejendom. I marts 2011 og i maj 2013 klagede en nabo til kommunen over erhvervsaktiviteten på ejendommen, og i de følgende år var der drøftelser mellem kommunen og navnlig udlejeren om forholdene på ejendommen og mulighederne for at ændre plangrundlaget med henblik på at lovliggøre erhvervsvirksomheden.
Den 27. juni 2016 udstedte kommunen et påbud til selskabet om at ophøre med at drive skydebanen på ejendommen, hvilket selskabet påklagede til det senere Planklagenævn, der stadfæstede påbuddet.
Badboys Airsoft ApS anlagde herefter retssag ved Retten i Helsingør og gjorde under sagen gældende, at virksomheden kunne indpasses i lokalplanen, hvorefter det var lovligt at drive ”servicevirksomhed” på ejendommen. Byretten fandt, at de omhandlede skydeaktiviteter ikke kunne anses for at være ”servicevirksomhed”, og frifandt Planklagenævnet. Badboys Airsoft ApS ankede dommen.
Ved dom af 30. april 2018 afviste landsretten ankesagen i medfør af retsplejelovens § 368 a, hvilket Badboys Airsoft ApS indbragte for Højesteret.
Højesteret udtalte, at ankesagen måtte anses for at have særlig betydning for selskabet, idet sagen angik, om selskabet lovligt kunne drive sin erhvervsvirksomhed på den omhandlede ejendom. På den baggrund og under hensyn til sagens karakter i øvrigt var betingelserne for at afvise selskabets anke til landsretten ikke opfyldt.
Højesteret ophævede derfor landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling ved landsretten.