Gå til sidens indhold

Højesteret

19 aug. 2019

Højesteret

Bortvisning var uberettiget

Bortvisning efter kast med computermus under møde og lydoptagelse af mødet

Sag BS-42617/2018
Dom afsagt den 19. august 2019


A
mod
X ApS


Sagen angik, om arbejdsgiveren havde været berettiget til at bortvise A, fordi A under et mø­de havde kastet med en computermus, eller fordi A uden de andre mødedeltageres viden hav­de lydoptaget mødet.

Højesteret fandt, at kastet med computermusen under de foreliggende omstændigheder ik­ke kunne anses for en tilstrækkeligt alvorlig misligholdelse af ansættelsesforholdet til at begrun­de bortvisning eller opsigelse.

Om lydoptagelsen udtalte Højesteret, at vurderingen af, om en ansats lydoptagelse af en sam­ta­le med sin arbejds­giver uden dennes viden udgør en misligholdelse af ansættelsesforholdet, må bero på en kon­kret afvejning af hensynet til den ansatte over for hensynet til arbejdsgive­ren og andre berørte. Der må bl.a. lægges vægt på formålet med og baggrunden for optagel­sen, her­­under om den an­­satte havde særlig anledning til at sikre sig bevis for en tilsidesættelse af sine rettigheder. Det må endvidere indgå, hvilke oplysninger den ansatte forventede eller hav­de til hensigt at optage, herunder om der er tale om oplysninger om rent private forhold eller oplysninger, som bør være fortrolige af hensyn til virksomheden eller andre.

Denne vurdering førte til, at hverken As lydoptagelse eller den efterfølgen­de anvendelse af den var en mislig­hol­del­se af hans ansættelsesforhold. Optagelsen kunne der­for ikke begrunde bortvisning og hel­ler ikke opsigelse.

A havde herefter krav på erstatning svarende til løn i opsigelsesperioden og feriepenge samt godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b, som blev fastsat til en måneds løn.

Landsretten var nået til et andet resultat.


Læs hele dommen i sag BS-42617/2018

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-42617/2018

Læs byrettens afgørelse i sag BS-42617/2018