Gå til sidens indhold

Højesteret

08 jan. 2020

Højesteret

Om salær til beskikket advokat

Salær til beskikket advokat skulle fastsættes med udgangspunkt i påstandsbeløbet

Sag 128/2019
Kendelse afsagt den 8. januar 2020

A
mod
Kommune X

A anlagde i Grønland sag mod Kommune X med påstand om betaling af ca. 120.000 kr. for uberettiget afskedigelse. A havde fri proces og havde fået beskikket en advokat. A og Kommune X indgik efterfølgende forlig, således at Kommune X skulle betale 50.000 kr. til A. Retten i Grønland fastsatte salæret til A’s beskikkede advokat til 12.000 kr., idet retten lagde til grund, at sagsgenstanden udgjorde forligsbeløbet. Grønlands Landsret anså også sagens værdi for at udgøre forligsbeløbet, men forhøjede salæret til 18.000 kr.

Højesteret fandt, at den grønlandske ordning om salær til en beskikket advokat – i lighed med den danske – må forstås således, at der ved fastsættelsen af salær skal tages udgangspunkt i sagens værdi, men at der samtidig skal tages hensyn til bl.a. det opnåede resultat og arbejdets omfang.

Højesteret fandt endvidere, at sagens værdi var de ca. 120.000 kr., som A havde nedlagt påstand om betaling af, og at salæret til den beskikkede advokat måtte fastsættes med udgangspunkt i denne værdi. Højesteret fandt endvidere, at A ved forliget måtte anses for at have opnået anerkendelse af, at der var grundlag for at gøre krav gældende i anledning af afskedigelsen. Henset til, at sagen var sluttet inden hovedforhandling, og til det i øvrigt oplyste om arbejdets omfang fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at salæret passende kunne fastsættes til 25.000 kr.

Læs hele kendelsen i sag 128/2019 (pdf)