30 nov. 2020
Højesteret
Appellant skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger
Appellanten havde hjemsted uden for EØS og skulle efter anmodning fra indstævnte stille sikkerhed for sagsomkostninger for Højesteret på 800.000 kr.
Sag 92/2020
Kendelse afsagt den 30. november 2020
IMSPL Pte. Ltd.
mod
MAN Energy Solutions SE
IMSPL Pte. Ltd. ankede landsrettens dom vedrørende en voldgiftskendelse mellem parterne, hvorefter MAN Energy Solutions SE som indstævnt anmodede om, at IMSPL Pte. Ltd., der har hjemsted i Singapore, stillede sikkerhed for sagsomkostningerne for Højesteret.
IMSPL Pte. Ltd. protesterede og henviste til, at selskabet er fritaget for kravet om sikkerhedsstillelse, idet både Danmark og Singapore har tiltrådt Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler.
Højesteret fastslog, at Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler ikke finder anvendelse på voldgiftsbehandlinger eller tvister, hvor en domstol yder bistand til voldgiftsprocessen. I øvrigt indeholder konventionen ikke bestemmelse om, at parter med hjemsted i de deltagende stater er fritaget for at stille sikkerhed for sagsomkostninger. IMSPL Pte. Ltd. havde derfor ikke godtgjort, at selskabet var fritaget for kravet om sikkerhedsstillelse, og Højesteret fastsatte denne til 800.000 kr.
Læs hele kendelsen i sag 92/2020 (pdf)