Gå til sidens indhold

Højesteret

24 nov. 2020

Højesteret

Edition i patientjournaler mv.

Edition pålagt henset til oplysningernes afgørende betydning, sagens beskaffenhed og betydning samt interessesammenfald mellem afdøde og hendes dødsbo

Sag BS-6939/2020-HJR

Kendelse afsagt den 24. november 2020

Skatteministeriet
mod
Boet efter A

 

I en sag om beskatning af et dødsbo begærede Skatteministeriet patientjournaler og oplysninger om A’s helbredsforhold udleveret fra hendes læge og det plejehjem, hvor hun havde boet. Oplysningerne skulle bl.a. indgå i vurderingen af, hvorvidt gaver, som A gav til sin søn i tiden op til sin død, kunne karakteriseres som dødslejegaver.

Efter opfordring fra Skatteministeriet havde dødsboet tidligere i sagen forsøgt at indhente oplysningerne fra lægen og plejehjemmet. I forbindelse med editionsbegæringerne erklærede dødsboet sig enig i, at editionsbetingelserne var opfyldt.

Højesteret fandt efter en samlet bedømmelse, at fremlæggelse af de omhandlede patientjournaler og oplysninger måtte antages at være af afgørende betydning for sagens udfald, og at sagens beskaffenhed og dens væsentlige betydning for parterne talte for edition. Da der endvidere var tale om oplysninger, der angik en afdød, og da dødsboet, som måtte antages at have interessesammenfald med afdøde og dennes søn, var enig i, at editionsbetingelserne var opfyldt og i øvrigt selv havde forsøgt at fremlægge oplysningerne, fandt Højesteret, at hensynet til hemmeligholdelse måtte vige for hensynet til sagens rette oplysning.

Da der ikke var grundlag for at begrænse editionen, pålagde Højesteret herefter lægen og plejehjemmet at udlevere de begærede patientjournaler og helbredsoplysninger.

 
Læs hele kendelsen i sag BS-6939/2020-HJR