16 nov. 2020
Højesteret
Forældelse af krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
Krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter en arbejdsskade var ikke forældet
Sag 2/2020
Kendelse afsagt den 16. november 2020
Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A
mod
Kims A/S
Den 13. august 2009 var A udsat for en arbejdsulykke under sin ansættelse hos Kims A/S. Ved stævning modtaget i retten den 13. juni 2012 anlagde A retssag mod Kims med påstand om bl.a. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af arbejdsulykken. Kravet på tabt arbejdsfortjeneste var i stævningen opgjort for perioden indtil udgangen af januar 2012, og A tog forbehold for en senere forhøjelse af påstanden. Ved byrettens deldom af 28. oktober 2014, som stadfæstet af landsretten den 7. januar 2016, blev Kims dømt til at betale påstandsbeløbet. Efter landsrettens dom blev sagen i byretten, som fortsat verserede, løbende udsat på A’s fremsættelse af yderligere krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Ved processkrift af 13. september 2017 nedlagde A påstand om, at Kims skulle betale yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. februar 2012 til den 1. april 2017. Sagen for Højesteret angik, om dette krav var forældet.
Højesteret fastslog, at forældelsesfristen for kravet var 5 år, og at forældelsesfristen skulle regnes fra skadens indtræden.
Højesteret fandt, at sagsanlægget den 13. juni 2012 ikke alene havde fristafbrydende virkning for det oprindelige betalingskrav, men også for det yderligere betalingskrav, som der blev nedlagt påstand om senere under samme sag.
Højesteret fandt endvidere, at A ikke var afskåret fra at fremsætte yderligere krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste senere end 1 år efter landsrettens dom af 7. januar 2016, idet denne dom ikke afsluttede sagen, og at stævningen havde bevaret sin fristafbrydende virkning, idet A havde forfulgt sit krav inden for rimelig tid.
Landsretten var nået til et andet resultat.
Læs hele kendelsen i sag 2/2020 (pdf)