Gå til sidens indhold

Højesteret

30 mar 2020

Højesteret

Om ankestævning var indgivet af mødeberettiget advokat

Anke afvist, da ankestævning ikke var indgivet af en advokat med møderet for landsret

Sag BS-42674/2019-HJR
Kendelse afsagt den 30. marts 2020

A
mod
B

A var i byretten blevet dømt til at betale et beløb til B. Han havde under sagen været repræsenteret ved advokat C, som ikke havde møderet for landsret.

Advokat C oprettede på domstolenes sagsportal en ankestævning, hvor han var anført som repræsentant for A. Samtidig uploadede advokat C et supplerende processkrift i form af en ankestævning fra advokat D, hvor advokat D fremstod som repræsentant for A. Advokat D havde heller ikke møderet for landsret. Advokat C havde i en meddelelse oprettet samme dag som ankestævningen oplyst, at B under ankesagen ville være repræsenteret af advokat E, som havde møderet for landsret.

Sagen angik for Højesteret, om landsretten med rette havde afvist anken, fordi ankestævning ikke var indgivet af en advokat med møderet for landsret.

Højesteret udtalte, at for at en ankestævning eller et supplerende processkrift kan siges at hidrøre fra en mødeberettiget advokat, er det ikke nødvendigt, at den mødeberettigede advokat selv har udført skrive- eller tastearbejdet i forbindelse med oprettelsen af ankestævningen i domstolenes sagsportal eller i forbindelse med uploading af det supplerende processkrift i tilslutning hertil. Det er derimod nødvendigt, at den mødeberettigede advokat har formuleret eller godkendt indholdet af ankestævningen eller det supplerende processkrift.

Højesteret lagde til grund, at såvel ankestævningen der blev oprettet i sagsportalen, som ankestævningen, der samtidig blev uploadet som et processkrift, hidrørte fra advokater uden møderet for landsretten. Højesteret tiltrådte derfor, at landsretten havde afvist anken.

Læs hele kendelsen i sag BS-42674/2019-HJR (pdf)