05 maj 2020
Højesteret
Kendelse om præjudiciel forelæggelse og retlig interesse
Der var ikke grundlag for at stille spørgsmål til EU-Domstolen om forståelsen af vandrammedirektivet, og der forelå ikke retlig interesse i videre omfang end fastslået af landsretten
Sag 53/2019
Kendelse afsagt 5. maj 2020
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug
som mandatar for 22 medlemmer
og
Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug
som mandatar for 2.851 medlemmer
mod
Miljø- og Fødevareministeriet
og
Miljøstyrelsen
Biintervenient til støtte for Bæredygtigt Landbrug
som mandatar for foreningens medlemmer:
Landbrug og Fødevarer
Sagen angik for landsretten behandlingen af to sager, der navnlig drejede sig om gyldigheden af 22 vandplaner for perioden 2009-2015 og samtlige vandområdeplaner for perioden 2015-2021. Under forberedelsen af sagen blev en anmodning fra Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af vandrammedirektivet samt miljømyndighedernes afvisningspåstande særskilt behandlet.
Ved kendelse af 19. september 2018 fandt landsretten, at der ikke var grundlag for præjudiciel forelæggelse, og at en række af miljømyndighedernes påstande om afvisning som følge af manglende retlig interesse skulle tages til følge. Landsrettens kendelse blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse kæret til Højesteret.
Højesteret fandt, at der på det foreliggende grundlag ikke var en sådan rimelig tvivl om forståelsen af de bestemmelser i vandrammedirektivet, som havde betydning for sagen, at der var grundlag for at pålægge landsretten at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen. Højesteret tiltrådte derfor, at anmodningen om præjudiciel forelæggelse ikke blev taget til følge.
Højesteret fandt endvidere af de grunde, som landsretten havde anført, at Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug som mandatar for foreningens medlemmer ikke havde retlig interesse i de to sager i videre omfang end fastslået af landsretten.
Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.