14 maj 2020
Højesteret
Om berigtigelse af valuta i dom
Berigtigelse af valuta fra norske til danske kroner tilladt
Sag BS-52112/2019-HJR
Kendelse afsagt den 14. maj 2020
Vidar Bersaas Invest AS
mod
Minimum A/S
I en dom om bl.a. godtgørelse som følge af et ophørt agentsamarbejde fastslog byretten, at Vidar Bersaas Invest AS havde krav på 2/3 af det maksimalt mulige beløb efter handelsagentloven.
Ved fastsættelsen af godtgørelsen anvendte retten nogle beregninger fra et af sagens bilag. Beløbene i bilaget var opgjort i danske kroner, men blev i dommen angivet som opgjort i norske kroner. Retten erkendte, at valutaangivelsen i dommen beroede på en fejltagelse.
Efter retsplejelovens § 221, stk. 1, 1. pkt., kan retten til enhver tid i embeds medfør berigtige skrivefejl, som er indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedrører udfærdigelsens form.
Højesteret fandt, at fejlen var af en sådan karakter, at den kunne berigtiges i medfør af retsplejelovens § 221, stk. 1, 1. pkt., og hjemviste sagen til byretten med henblik på berigtigelse.
Landsretten var nået til et andet resultat.