Sigtede havde krav på mundtlig behandling af kæremål

Sag 112/2019
Kendelse afsagt den 27. august 2020

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev i november 2018 varetægtsfængslet for bl.a. grov vold og ulovlig våbenbesiddelse og blev efterfølgende gentagne gange fristforlænget, da hovedforhandlingen i sagen flere gange blev udsat på grund af tolkeproblemer. Byretten afsagde herefter kendelse om, at T skulle løslades. Anklagemyndigheden kærede kendelsen. Retten tillagde kæremålet opsættende virkning. T anmodede herefter landsretten om mundtlig behandling af kæremålet.

Spørgsmålet for Højesteret var, om kæremålets opsættende virkning medførte, at byrettens kendelse om løsladelse kunne sidestilles med en kendelse om fristforlængelse, hvorved varetægtsfængslingen blev udstrakt ud over 3 måneder, jf. retsplejelovens § 767, stk. 4. I givet fald skulle et sådant kæremål efter begæring behandles mundtligt.

Højesteret udtalte bl.a., at forarbejderne til § 767, stk. 4, ikke har taget stilling til, om en sigtet i denne situation har krav på mundtlig behandling af kæremålet.

Højesteret fastslog herefter, at princippet i § 767, stk. 4, 1. pkt., førte til, at hvis kære af en kendelse om løsladelse tillægges opsættende virkning, således at varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende foranstaltning udstrækkes ud over tre måneder, skulle kæremålet efter begæring behandles mundtligt. Dette dog forudsat, at kæremål i anledning af varetægtsfængslingen ikke tidligere var blevet behandlet mundtligt, jf. § 767, stk. 4, 2. pkt.

I den konkrete sag havde varetægtsfængslingen allerede varet mere end tre måneder, og landsretten burde derfor have taget T’s begæring om mundtlig behandling af kæremålet til følge.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele kendelsen i sag 112/2019 (pdf)