11 sep. 2020
Højesteret
Lejer afskåret fra at få prøvet indsigelser mod opsigelse
Lejers indsigelser mod opsigelse kunne ikke prøves efter indsigelsesfristens udløb
Sag 149/2019
Kendelse afsagt den 11. september 2020
Boligselskabet AKB
mod
L
Boligselskabet AKB opsagde et lejemål med henvisning til, at lejer havde tilsidesat god skik og orden. Lejer fremsatte ikke indsigelse mod opsigelsen inden udløbet af 6-ugersfristen i almenlejelovens § 89, stk. 2. Under en efterfølgende fogedsag gjorde lejer indsigelse mod opsigelsen med den begrundelse, at de faktiske omstændigheder ikke var som anført af udlejer, og selv hvis det måtte blive lagt til grund, at de faktiske omstændigheder var som anført, kunne han ikke opsiges, fordi han ikke havde modtaget en forudgående påmindelse.
Højesteret fandt, at lejers indsigelser ikke var af en sådan karakter, at de kunne tages under påkendelse, selv om indsigelsesfristen i almenlejelovens § 89, stk. 2, var overskredet. Lejer havde derfor fortabt retten til at få prøvet indsigelserne.
Landsretten var nået til et andet resultat.