Gå til sidens indhold

Højesteret

07 jan 2021

Højesteret

Om politiets opsætning af videoovervågning i parkeringskælder

Politiets opsætning af videoovervågning i en privatejet parkeringskælder med offentlig adgang døgnet rundt krævede ikke rettens godkendelse

Sag 69/2020

Kendelse afsagt den 7. januar 2021

Anklagemyndigheden
vedrørende
Foranstaltning under efterforskning

Sagen angik, om politiets opsætning af videoovervågning i en parkeringskælder var et indgreb, der krævede rettens godkendelse.

Efter reglerne er rettens godkendelse ikke påkrævet, hvis videoovervågning er rettet mod personer, der befinder sig på et frit tilgængeligt sted.

Den pågældende parkeringskælder var drevet af en privat parkeringsvirksomhed. Der var offentlig adgang til parkeringskælderen døgnet rundt, og alle kunne mod betaling parkere i den. Parkeringskælderen var ikke aflåst, men var forsynet med en port, som åbner, når et køretøj kører hen mod porten. Det krævede ikke nøgle, nøglekort, chip eller lignende at få adgang, og parkeringskælderen var ikke tilknyttet et storcenter, butikker eller lignende.

Højesteret fandt, at en parkeringskælder, hvortil offentligheden har adgang hele døgnet, er et frit tilgængeligt sted. Det gælder, uanset at parkeringskælderen er privatejet, og at parkering sker mod betaling. Politiets opsætning af overvågning krævede herefter ikke rettens godkendelse.

Landsretten var nået til samme resultat.

 

Læs hele kendelsen i sag 69/2020