10 nov. 2021
Højesteret
Strafudmåling på Færøerne
Forsøg på indførsel af ca. 1 kg amfetamin til Færøerne straffet med fængsel i 5 år
Sag 68/2021
Dom afsagt den 10. november 2021
Anklagemyndigheden
mod
T
T var fundet skyldig i at have forsøgt at indføre ca. 1 kg amfetamin til Færøerne. Herudover var T fundet skyldig i bl.a. at have besiddet i alt ca. 150 g MDMA og ca. 400 gram hash på sin bopæl i Danmark.
Retten på Færøerne idømte T en straf på fængsel i 5 år. Retten lagde herved vægt på navnlig, at forsøget på indførsel af amfetamin efter retspraksis skulle straffes strengere på Færøerne end i Danmark under hensyn til bl.a. den betydeligt højere fortjeneste ved ulovlig narkotika-handel på Færøerne.
Højesteret udtalte, at Retten på Færøernes praksis, hvorefter indførsel og videresalg af narkotika på Færøerne straffes strengere end tilsvarende overtrædelser i Danmark, gik mere end 20 år tilbage og var begrundet i forholdene på Færøerne, herunder prisniveauet for narkotika og den dermed tilsvarende betydeligt højere fortjeneste ved ulovlig narkotikahandel.
Højesteret udtalte endvidere, at det færøske hjemmestyre, der overtog strafferetten som sagsområde i 2010, efter det oplyste ikke havde taget initiativer, der kunne føre til en ændring af praksis for strafudmåling i narkotikasager.
Højesteret tiltrådte på den baggrund, at straffen var fastsat til fængsel i 5 år.
Sagen var behandlet som nævningesag ved Retten på Færøerne, og dommen var anket direkte til Højesteret i medfør af § 940, stk. 3, i den tidligere retsplejelov for Færøerne.