Gå til sidens indhold

Højesteret

29 nov. 2021

Højesteret

Udenlandsk arbejdskrafts okulation af roser mv. var arbejdsudleje

Okulation af roser mv. var en integreret del af planteskoles virksomhed, og vederlaget for arbejdet skulle derfor beskattes i Danmark

Sag BS-47703/2020-HJR
Dom afsagt den 29. november 2021

Skatteministeriet
mod
X Planteskole

X Planteskole fik i perioder i 2014 og 2015 udført arbejde af udenlandske kontraktparter. Arbejdet bestod i okulation, podning, tilbinding, voksning og nedklipning af roser og frugttræer.

Spørgsmålet for Højesteret var, om arbejdet udgjorde en integreret del af planteskolens virksomhed, sådan at der var tale om arbejdsudleje, der skulle beskattes i Danmark, eller om der var tale om entreprise, der ikke skulle beskattes i Danmark.

Højesteret slog fast, at der ved denne vurdering bl.a. skulle lægges vægt på arbejdets karakter og på, hvem der bar den væsentligste del af ansvaret og risikoen for det udførte arbejde.

Højesteret udtalte, at både arbejdets karakter og ansvars- og risikoforhold pegede i retning af, at der var tale om arbejdsudleje. Efter en samlet vurdering af omstændighederne ved arbejdets udførelse i øvrigt slog Højesteret fast, at det ikke var godtgjort, at det pågældende arbejde havde været tilstrækkeligt udskilt fra planteskolens virksomhed. Der forelå derfor arbejdsudleje, og X Planteskole skulle betale A-skat og AM-bidrag for de udenlandske arbejdstageres vederlag for arbejdet.

Landsretten var kommet til et andet resultat.

Læs hele dommen i sag BS-47703/2020-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-47703/2020-HJR (pdf)