Gå til sidens indhold

Højesteret

02 feb. 2021

Højesteret

Tinglysningsafgift

Tinglysningsafgift ved tilførsel af aktiver mellem selskaber

Sag BS-11607/2020-HJR
Dom afsagt den 2. februar 2021

X I/S
mod
Skatteministeriet

X I/S foretog den 1. maj 2013 apportindskud af Z (bygninger og lejekontrakter) i Y P/S mod vederlag udelukkende i aktier i Y P/S.

Spørgsmålet for Højesteret var, om denne transaktion var omfattet af undtagelsesreglen i tinglysningsafgiftslovens § 6 a, hvorefter der ved visse adkomstændringer alene skal betales den faste tinglysningsafgift og ikke – som sædvanligt ved tinglysning af ejerskifte – tillige en afgift på 0,6 % af ejerskiftesummen. Det afgørende herfor var, om et interessentskab som X i relation til den pågældende transaktion måtte anses for omfattet af bestemmelsens begreb ”selskaber mv.”.

Højesterets flertal fandt efter ordlyden af tinglysningsafgiftslovens § 6 a, at både det indskydende selskab (X I/S) og det modtagende selskab (Y P/S) måtte anses for omfattet af begrebet ”selskaber mv.”, og at det derfor ville kræve en indskrænkende fortolkning af § 6 a at komme til det resultat, at den foreliggende transaktion ikke var omfattet af bestemmelsen.

Flertallet fandt endvidere, at det ikke med tilstrækkelig klarhed fremgik af lovgrundlaget, at det kunne kræves, at transaktionen foretages af selskaber, som ville kunne gennemføre transaktionen skattefrit efter fusionsskatteloven, og at der ikke var grundlag for, at begrebet ”selskaber mv.” skulle forstås i overensstemmelse med, hvad der var omfattet af de tilsvarende ord ”selskaber mv.” i den dagældende stempelafgiftslov.

X I/S opfyldte derfor efter flertallets opfattelse betingelserne for at være omfattet af reglen om afgiftsnedsættelse i tinglysningsafgiftslovens § 6 a.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele dommen i sag BS-11607/2020-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-11607/2020-HJR (pdf)