29 mar. 2021
Højesteret
Kurators beslutning ikke tilsidesat efter konkurslovens § 127
Der var ikke grundlag for at tilsidesætte kurators beslutning om konkursspærring af afkastkonto i medfør af konkurslovens § 127
Sag 106/2020
Kendelse afsagt den 26. marts 2021
A
mod
A under konkurs
Sagen angik, om Sø- og Handelsrettens skifteret i medfør af konkurslovens § 127 efter anmodning fra A’s advokat burde have pålagt kurator at frafalde spærringen af indeståendet på A’s afkastkonto med uhævet udbytte fra båndlagte aktier, som han havde modtaget som gave fra sin mormor. Spørgsmålet om inddragelse af indeståendet på afkastkontoen i konkursmassen er efterfølgende afgjort ved skifterettens dom af 15. februar 2021.
Højesteret anførte, at det fremgår af forarbejderne til konkurslovens § 127 bl.a., at reglen skal fortolkes snævert, at skifteretten ikke skal udøve et generelt overskøn over bostyrets afgørelser, og at skifterettens adgang til at gribe ind i medfør af denne bestemmelse skal ses som en sikkerhedsventil, der skal forhindre grove fejl og magtmisbrug fra bostyrets side.
Højesteret fandt, at skifteretten med rette havde undladt at gribe ind med pålæg i medfør af konkurslovens § 127 i det foreliggende tilfælde, hvor spørgsmålet om retten til indeståendet på afkastkontoen var omtvistet.
Landsretten var nået til samme resultat.