24 mar. 2021
Højesteret
Om blokering af domænenavn
Betingelserne for at meddele DK Hostmaster påbud om at blokere adgangen til et domænenavn var ikke opfyldt
Sag BS-59142/2019-HJR
Kendelse afsagt den 23. marts 2021
DK Hostmaster A/S
mod
X A/S
Sagen angik, om betingelserne for at meddele DK Hostmaster A/S påbud efter retsplejelovens § 413 om at blokere adgangen til domænenavnet X-kriminelle-handlinger.dk var opfyldt.
Højesteret fandt, at det ikke generelt vil være udelukket at meddele påbud eller forbud efter retsplejelovens § 413 til DK Hostmaster, hvis en hjemmeside med angiveligt ulovligt indhold kan tilgås via et domænenavn, som administreres af selskabet. Under hensyn til karakteren af DK Hostmasters medvirken må et påbud eller forbud med henblik på at spærre for hjemmesiden dog i første række rettes mod krænkeren eller andre mellemmænd, der medvirker til udbredelsen, herunder webhostingselskabet. Kun i tilfælde, hvor dette – henset til formålet med et påbud eller forbud – ikke er en reel mulighed, må anses for udsigtsløst eller har vist sig utilstrækkeligt, kan et påbud eller forbud til DK Hostmaster komme på tale.
I den foreliggende sag var A hos DK Hostmaster registreret som bruger af domænenavnet X-kriminelle-handlinger.dk. A havde oprettet en hjemmeside, som blev hostet af One.com A/S, og internetbrugere kunne tilgå denne hjemmeside via det nævnte domænenavn. Hjemmesiden indeholdt beskyldninger mod ledelsen i X A/S for forskellige former for kriminalitet. A havde i et brev til ledelsen i X meddelt, at hans tavshed kunne købes for 5 mio. kr.
One.com var efter anmodning fra X blevet meddelt påbud af byretten om at fjerne hjemmesiden og de hostede filer, hvilket One.com havde efterkommet.
Da hjemmesiden således ikke længere kunne tilgås via domænenavnet X-kriminelle-handlinger.dk, fandt Højesteret det ikke sandsynliggjort, at det til beskyttelse af X’s rettigheder var nødvendigt at påbyde DK Hostmaster at blokere for domænenavnet. X’s interesser i en midlertidig afgørelse for hurtigt at kunne begrænse skadevirkningerne af beskyldningerne på hjemmesiden, måtte anses for tilgodeset med One.coms blokering af hjemmesiden.
På den baggrund var betingelserne for at meddele påbud til DK Hostmaster om at foretage blokering af domænenavnet ikke opfyldt.
Landsretten var nået til et andet resultat.
Læs hele kendelsen i sag BS-59142/2019-HJR (pdf)