Gå til sidens indhold

Højesteret

09 apr. 2021

Højesteret

Sag mod tysk forsikringsselskab kunne anlægges i Danmark

En dansk bådejer kunne som sikret anlægge sag mod et tysk forsikringsselskab i Danmark

Sag BS-588/2020-HJR

Kendelse afsagt den 8. april 2021

A
mod
Württembergische Versicherung AG

En dansk bådejer havde overdraget ejerskabet til 3 % af sin båd til et tysk selskab, som efterfølgende indregistrerede båden i det tyske skibsregister og tegnede bl.a. kaskoforsikring for båden i et tysk forsikringsselskab. Der opstod efterfølgende skade på båden, og bådejeren anlagde sag mod det tyske forsikringsselskab ved sit hjemting i Danmark. Det tyske forsikringsselskab mente, at sagen skulle afvises, fordi sag mod selskabet skulle anlægges i Tyskland.

Højesteret fandt, at bådejeren ikke kunne anses for forsikringstager, men måtte anses for sikret i henhold til forsikringsaftalen. Herefter fandt Højesteret på baggrund af retspraksis fra EU-Domstolen, at den sikrede bådejer ikke var bundet af en værnetingsklausul om tysk værneting, der var aftalt mellem forsikringstageren og forsikringsgiveren, som begge havde hjemsted i Tyskland.

Herudover blev forberedelsen for Højesteret genoptaget angående et spørgsmål om, hvorvidt sagen skulle afgøres på grundlag af tysk eller dansk ret.

Landsretten var kommet til et andet resultat.

Læs hele kendelsen i sag BS-588/2020 (pdf)