Gå til sidens indhold

Højesteret

14 maj 2021

Højesteret

Anmodning om nyt syn og skøn ikke imødekommet

Ikke grundlag for at fastslå, at den oprindeligt udpegede skønsmand ikke havde den nødvendige fagkundskab og de nødvendige kvalifikationer

Sag BS-39019/2020-HJR
Kendelse afsagt den 12. maj 2021

Codan Forsikring A/S m.fl.
mod
Tag DK A/S
og
Hornum Murer- og Entreprenørforretning Knud Kristensen A/S

Hovedsagen, som blev anlagt ved byretten, angik, om en række forsikringsselskaber kunne rette regreskrav mod Tag DK og Hornum Murer- og Entreprenørforretning Knud Kristensen A/S som følge af forsikringsselskabernes udbetaling af erstatning til deres respektive forsikringstagere for skader opstået som følge af en brand på Experimentarium.

Under byretssagen blev en civilingeniør med speciale i brandsikkerhed udpeget som skønsmand til at gennemføre syn og skøn. Skønsmanden afgav to skønserklæringer.

Sagen angik for Højesteret forsikringsselskabernes anmodning om syn og skøn til brug for sagens behandling i landsretten ved en anden skønsmand end den, som var udpeget for byretten.

Højesteret tiltrådte, at anmodningen vedrørte samme tema, som det syn og skøn, der blev gennemført under sagens behandling i byretten, og at der ikke var grundlag for at fastslå, at den oprindeligt udpegede skønsmand ikke havde den nødvendige fagkundskab og de nødvendige kvalifikationer til at besvare spørgsmålene. Højesteret bemærkede, at spørgsmålene ikke var søgt besvaret af den oprindeligt udpegede skønsmand. Anmodningen om nyt syn og skøn kunne på den baggrund ikke imødekommes.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Læs hele kendelsen i sag BS-39019/2020-HJR (pdf)