05 maj 2021
Højesteret
Landsretten havde ikke begået rettergangsfejl
Landsretten havde ikke begået rettergangsfejl ved at afsige kendelse tre hverdage efter afgivelse af kæresvarskrift
Sag BS-49705/2020-HJR
Kendelse afsagt den 4. maj 2021
Spatz Medical Inc.
mod
Nordic Gastric Balloon ApS,
A
og
B
Spatz Medical havde kæret en afgørelse fra Sø- og Handelsretten til Østre Landsret den 28. august 2020. Den 31. august 2020 modtog parterne meddelelse om kæremålet, hvoraf det bl.a. fremgik, at udtalelser, der blev indleveret senere end 10 dage fra den 31. august 2020, kun ville blive taget i betragtning, hvis kæresagen endnu ikke var afgjort. De indkærede afgav herefter kæresvarskrift den 9. september 2020 kl. 00.14. Landsretten afsagde kendelse om afvisning af kæremålet om morgenen den 14. september 2020.
Spatz Medical kærede landsrettens afvisning, idet selskabet mente, at landsretten ikke havde været berettiget til at afsige kendelse på det pågældende tidspunkt. Selskabet henviste til, at selskabet allerede i kæreskriftet havde taget forbehold for at revidere sine påstande, og at selskabet ikke havde haft tilstrækkelig tid til at reagere på modpartens svarskrift.
Højesteret fandt, at der gælder et kontradiktionsprincip, som indebærer, at en part i en kæresag skal have mulighed for at kommentere modpartens skriftlige indlæg. I den foreliggende sag havde Spatz Medical i to hele hverdage haft mulighed for at kommentere modpartens kæresvarskrift eller anmode om en ny frist for at indgive et indlæg. Spatz Medical havde endvidere i perioden fra den 28. august til den 10. september 2020, hvor 10-dagesfristen udløb, haft mulighed for at indgive reviderede påstande eller anmode om en ny frist herfor. Landsretten havde derfor ikke begået rettergangsfejl ved at afsige kendelse som sket.
Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse.