Gå til sidens indhold

Højesteret

07 maj 2021

Højesteret

Modregning i forsikringsforhold

Modregning i forsikringsforhold

Sag BS-37059/2020-HJR
Dom afsagt den 6. maj 2021

A
mod
Tryg Forsikring A/S

A var i 2008 involveret i en hændelse, som påførte ham et varigt mén på 8 %. Østre Landsret fandt ved dom af 6. februar 2019, at A’s krav på méngodtgørelse som følge af hændelsen var dækket af hans to ulykkesforsikringer hos Tryg Forsikring.

For Højesteret angik sagen, om Tryg Forsikring i A’s krav kunne modregne et krav på sagsomkostninger, som A var blevet pålagt ved Østre Landsrets dom af 2. maj 2016 i en sag om erstatning i henhold til hans rejseforsikring i Tryg Forsikring i anledning af den samme hændelse i 2008.

Højesteret udtalte, at A’s krav på betaling af godtgørelse for mén og Tryg Forsikrings modkrav på betaling af sagsomkostninger havde baggrund i samme forsikringsbegivenhed i 2008, hvor A kom til skade. Hændelsen førte således til, at A anlagde to sager, først sagen vedrørende rejseforsikringen, hvor Tryg Forsikrings krav på sagsomkostninger opstod, og dernæst sagen vedrørende de to ulykkesforsikringer, hvor A fik medhold i sit krav mod Tryg Forsikring. I sagen vedrørende rejseforsikringen indgik krav om méngodtgørelse, og sagen om ulykkesforsikringerne angik alene méngodtgørelse.

Selv om de to retssager angik forskellige forsikringsaftaler mellem parterne, fandt Højesteret under de anførte omstændigheder, at kravene havde en så nær sammenhæng, at Tryg Forsikring kunne modregne sit krav på sagsomkostninger i A’s krav på godtgørelse for mén.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele dommen i sag BS-37059/2020-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-37059/2020-HJR (pdf)

Læs byrettens afgørelse i sag BS-37059/2020-HJR (pdf)