Gå til sidens indhold

Højesteret

19 maj 2021

Højesteret

Om begrænset prøvelse ved rekurs

Miljø- og Fødevareklagenævnet havde med rette begrænset sin afgørelse til de påklagede forhold

Sag BS-27971/2020-HJR
Dom afsagt den 19. maj 2021

A
mod
Miljø- og Fødevareklagenævnet

Thisted Kommune meddelte den 3. juli 2015 A påbud om genoprettelse af den tidligere tilstand i en del af et privat vandløb, som løb langs med hans ejendom. A klagede til Natur- og Miljøklagenævnet (nu Miljø- og Fødevareklagenævnet), som den 20. juli 2016 stadfæstede påbuddet. Sagen angik, om Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse var ugyldig, herunder om der var grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i nævnet.

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Natur- og Miljøklagenævnets vurdering, hvorefter A havde foretaget en ulovlig regulering af vandløbet.

Der var efter de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at fastslå, at tilstanden i vandløbet på tidspunktet for Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i sagen var genoprettet af sig selv. Højesteret fandt, at det ikke kunne tillægges betydning, om der efterfølgende måtte være sket en sådan genopretning, idet gyldigheden af nævnets afgørelse måtte bedømmes på grundlag af forholdene på tidspunktet for afgørelsen.

Thisted Kommunes påbud indeholdt en række vilkår med henblik på at bringe vandløbet tilbage til dets tidligere tilstand, bl.a. om udlægning af gydegrus. Det måtte efter de foreliggende oplysninger lægges til grund, at nævnet ikke havde taget stilling til disse vilkår. Højesteret tiltrådte, at A’s klage til nævnet måtte forstås således, at klagen ikke angik vilkårene i kommunens påbud. Nævnet var derfor efter bestemmelsen i vandløbslovens § 12 a, stk. 1, berettiget til alene at tage stilling til spørgsmålet om ulovlig regulering af vandløbet og således ikke spørgsmålet om vilkårene i påbuddet om genoprettelse. Højesteret fandt endvidere, at det fremgik tilstrækkeligt klart af afgørelsen, hvad nævnet havde taget stilling til.

Der forelå efter det anførte ikke mangler ved Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse, og Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom.

Læs hele dommen i sag BS-27971/2020-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-27971/2020-HJR (pdf)

Læs byrettens afgørelse i sag BS-27971/2020-HJR (pdf)