Gå til sidens indhold

Højesteret

18 maj 2021

Højesteret

Om meldepligt

Meldepligt var ikke i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Sag 15/2021
Dom afsagt den 18. maj 2021

Anklagemyndigheden
mod
U

Sagen angik, om en udlænding, U, kunne straffes for i 332 tilfælde i perioden fra den 24. juli 2018 til den 20. juni 2019 at have overtrådt en pålagt meldepligt. Der var i givet fald også spørgsmål om sanktionen.

U var i juni 2007 idømt 5 års fængsel og udvist med indrejseforbud for bestandig. Som følge af udvisningen bortfaldt hans opholdstilladelse, men han kunne ikke tvangsmæssigt udsendes. Efter afsoning opholdt U sig derfor på tålt ophold i Danmark. Han blev pålagt opholds- og meldepligt på først Center Sandholm og dernæst Udrejsecenter Kærshovedgård. I januar 2017 blev opholdspligten ophævet. U blev ved en afgørelse af 6. juli 2018 pålagt daglig meldepligt mellem kl. 9 og kl. 15 på politigården i Aarhus. Politigården ligger godt 5 kilometer fra hans opholdssted hos ægtefællen og deres tre børn.

Med henvisning til en højesteretsdom fra marts 2021 udtalte Højesteret, at meldepligt for en person på tålt ophold er et vilkår, der er knyttet til, at vedkommende opholder sig her i landet, selv om der er sket udvisning. Højesteret fandt, at den pålagte meldepligt ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i U’s ret til privatliv eller familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 eller – for så vidt angår perioden indtil den 1. maj 2019 – den ret til bevægelsesfrihed efter artikel 2 i Tillægsprotokol 4, som udlændingelovens dagældende forarbejder forudsatte, at personer på tålt ophold i Danmark var omfattet af.

U var tidligere straffet to gange for ikke at have overholdt pålæg om opholds- og meldepligt. Sagen skulle derfor bedømmes som et tredjegangstilfælde ved strafudmålingen. Højesteret fastsatte straffen til fængsel i 7 måneder. Højesteret tiltrådte derudover landsrettens udvisning af U med indrejseforbud i 6 år.

Landsretten var kommet til et andet resultat vedrørende strafudmålingen.

Læs hele dommen i sag 15/2021 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 15/2021 (pdf)

Læs byrettens afgørelse i sag 15/2021 (pdf)