Gå til sidens indhold

Højesteret

21 jun. 2021

Højesteret

Kast med vand var vold

Kast med ikke uvæsentlig mængde vand, som ramte fængselsbetjent i ansigtet, var vold

Sag 117/2020
Dom afsagt mandag den 21. juni 2021

Anklagemyndigheden
mod
T

T havde kastet indholdet af et plastikkrus med vand over skulderen, således at vandet ramte en fængselsbetjent, der blev våd i ansigtet og på skjorten. Den ikke uvæsentlige mængde vand blev efter landsrettens bevisresultat kastet med en vis kraft.

Hovedspørgsmålet for Højesteret var, om handlingen var vold omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Højesteret udtalte i dom af 5. maj 2021 i sag 14/2021, at det må bero på en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder, om det at kaste, sprøjte mv. vand på en person i offentlig tjeneste eller hverv indebærer et legemsangreb, der er omfattet af straffelovens § 119, stk. 1. I vurderingen må bl.a. indgå mængden af vand, som forurettede rammes af, hvor det rammer, og om der er tale om rent vand. I den pågældende sag henførte Højesteret forholdet under straffelovens § 121 om ringeagtsytringer og lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at vandet ramte på kroppen og ikke i ansigtet.

Efter landsrettens bevisresultat i den foreliggende sag fandt Højesteret, at T’s handling måtte anses for et legemsangreb omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Højesteret fandt ikke anledning til at skærpe straffen.

Højesteret kom således til samme resultat som landsretten.

Læs hele dommen i sag 117/2020 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 117/2020 (pdf)

Læs byrettens afgørelse i sag 117/2020 (pdf)