Gå til sidens indhold

Højesteret

15 jul. 2021

Højesteret

Aflytning uden geografisk afgrænsning ikke tilladt

Ikke tilladt at foretage aflytning af en mistænkt overalt i Danmark, hvor den mistænkte måtte befinde sig

Sag 23/2021
Kendelse afsagt den 13. juli 2021

Foranstaltning under efterforskning

I forbindelse med en efterforskning ønskede anklagemyndigheden rettens tilladelse til at foretage aflytning af samtaler eller udtalelser, der foregik de steder i Danmark, hvor en mistænkt måtte befinde sig.

Det følger af retsplejelovens § 783, stk. 1, at indgreb i meddelelseshemmeligheden sker efter rettens kendelse, og at der i kendelsen skal anføres de telefonnumre, lokaliteter, adressater eller forsendelser, som indgrebet angår.

Højesteret udtalte, at hvis det blev tilladt politiet at foretage aflytning på lokaliteter og områder i Danmark, hvor en mistænkt befinder sig, uden yderligere specifikation, ville det være overladt til politiet selv at vurdere, om betingelserne for at foretage aflytning er til stede i en given situation. Tilsvarende ville gælde for en tilladelse til at foretage aflytning på lokaliteter og områder, hvor offentligheden har almindelig adgang, eller en tilladelse til at foretage anden aflytning på lokaliteter og områder i det fri. Det tilkommer efter retsplejelovens § 783 retten – og ikke politiet – at tage stilling til, om betingelserne for at foretage et indgreb i meddelelseshemmeligheden er til stede.

Højesteret fandt derfor, at specifikationskravet i retsplejelovens § 783, stk. 1, ikke var opfyldt.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Læs hele kendelsen i sag 23/2021 (pdf)