23 aug. 2021
Højesteret
Ikke indtrædelsesret for et forsikringsselskab
Et forsikringsselskab, der havde udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, kunne ikke indtræde i krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning
Sag BS-46420/2020-HJR
Dom afsagt den 23. august 2021
Topdanmark Forsikring A/S
mod
Fagligt Fælles Forbund
som mandatar for A
A, der i 2012 var udsat for en arbejdsskade, havde fra et ansvarsforsikringsselskab fået udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven for perioden frem til udgangen af november 2015. I september 2016 traf Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgørelse om, at A med virkning fra den 1. september 2014 havde haft et midlertidigt erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven. Dermed havde A krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning for bl.a. perioden fra den 1. september 2014 til den 30. november 2015, hvor der allerede var udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Ansvarsforsikringsselskabet gjorde gældende, at selskabet på den baggrund havde ret til at indtræde i A’s krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning.
Højesterets flertal fandt, at der ikke var hjemmel for ansvarsforsikringsselskabet til at indtræde i A’s krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning. Flertallet lagde navnlig vægt på, at en bestemmelse om en sådan indtrædelsesret tidligere havde været indeholdt i et lovforslag fremsat for Folketinget, og at bestemmelsen under Folketingets behandling udgik fra lovforslaget. Flertallet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at kræve tilbagebetaling eller modregning af den udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens dom.