Gå til sidens indhold

Højesteret

21 sep. 2021

Højesteret

Forvaring for omfattende personfarlig kriminalitet

Ustraffet tiltalt dømt til forvaring for voldtægtsforhold, der var begået som led i systematisk og langvarig mishandling af to kvinder

Sag 34/2021
Dom afsagt den 21. september 2021

Anklagemyndigheden
mod
T

T var fundet skyldig i alvorlig personfarlig kriminalitet i form af bl.a. voldtægt, mishandling og frihedsberøvelse af to kvinder, som han havde mødt på en datingside og herefter blev samlevende med. Overgrebene blev begået mod den første kvinde fra 2015 til januar 2016 og mod den anden kvinde fra juni 2017 til marts 2019. Under samlivet med den anden kvinde eskalerede overgrebene, idet T som led i mishandlingen bl.a. hindrede hende adgang til mad og drikke og periodevist tvang hende til at sove på gulvet uden madras og til at besørge udendørs. Han udsatte hende endvidere for røveri, trusler og vidnetrusler.

For Højesteret var spørgsmålet, om betingelserne for at dømme T til forvaring var opfyldt.

T var ikke tidligere straffet.

Retslægerådet havde på baggrund af de indhentede retspsykiatriske erklæringer udtalt, at der var høj risiko for, at T også i fremtiden ville begå vold, herunder seksuel vold. Det var Retslægerådets vurdering, at T udgjorde både en nærliggende og væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel var påkrævet for at forebygge denne fare.

Højesteret lagde ved afgørelsen vægt på, at voldtægtsforholdene var begået som led i T’s systematiske og langvarige mishandling af de to kvinder, og at der samlet set var tale om omfattende personfarlig kriminalitet.

På den baggrund og efter oplysningerne om T’s person fastslog Højesteret, at betingelserne for at idømme forvaring var opfyldt.

Højesteret stadfæstede herefter byrettens dom. Landsretten var kommet til et andet resultat.

Læs hele dommen i sag 34/2021 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 34/2021 (pdf)

Læs byrettens afgørelse i sag 34/2021 (pdf)