Om medvirken til terror

Sag 16/2021
Dom afsagt den 10. september 2021

Anklagemyndigheden
mod
T1, T2 og T3

T1 var fundet skyldig i forsøg på medvirken til terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 2, ved at have købt seks termiske kameraer med henblik på viderelevering til Islamisk Stat (IS) med forsæt til, at kameraerne af IS ville blive anvendt på droner i forbindelse med angreb eller forberedelse af sådanne angreb, der havde til formål at dræbe eller udøve grov vold som led i IS’ terrorhandlinger, hvilket kunne tilføje Syrien og Irak alvorlig skade.

Derudover var T1, T2 og T3 fundet skyldige i medvirken til terrorisme efter straffelovens § 114 e ved ‒ med viden om, at IS var en terrororganisation, der begik handlinger som nævnt i straffelovens § 114 ‒ i en række tilfælde at have fremmet virksomheden for IS i Syrien ved indkøb af dronekomponenter mv., som skulle videreleveres til IS med henblik på anvendelse i IS’ droneprogram.

For Højesteret angik sagen strafudmålingen for alle tre tiltalte. Det var i den forbindelse et spørgsmål, om T1 efter landsrettens bevisresultat med rette var dømt for medvirken til forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 2, eller om dette forhold i stedet skulle henføres under den særlige medvirkensregel i straffelovens § 114 e.

Højesteret udtalte, at det var straffelovens almindelige medvirkensbegreb, der skulle anvendes ved vurderingen af, om et forhold skulle henføres under straffelovens § 114.

Højesteret fandt, at T1’s forsæt til at medvirke til terrorhandlinger efter landsrettens bevisresultat var tilstrækkeligt konkretiseret, og at det i den forbindelse ikke kunne kræves, at han havde mere præcis viden om, hvorledes terrorhandlingerne skulle udføres. Han var derfor med rette dømt for medvirken til forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 2.

Efter forholdenes alvorlige karakter fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at straffen for T1 skulle forhøjes til fængsel i 10 år. Højesteret stadfæstede bestemmelsen om udvisning af T1 med indrejseforbud for bestandig.

Højesteret tiltrådte, at T2 skulle straffes med fængsel i 4 år og 6 måneder, og at T3 skulle straffes med fængsel i 3 år.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom med den ændring, at T1 skulle straffes med fængsel i 10 år.

Læs hele dommen i sag 16/2021 (pdf)