Gå til sidens indhold

Højesteret

01 sep. 2021

Højesteret

Ulovlig forening opløst

Loyal to Familia opløst, da der som almindeligt led i foreningens virksomhed var begået omfattende og alvorlig kriminalitet

Sag 123/2020

Dom afsagt den 1. september 2021

Anklagemyndigheden
mod
Loyal to Familia

Den 28. juni 2018 tiltrådte justitsministeren efter indstilling fra Rigsadvokaten, at der i medfør af grundlovens § 78 indledes en sag ved domstolene til opløsning af Loyal to Familia. Den 4. september 2018 traf Københavns Politi afgørelse om foreløbigt at forbyde Loyal to Familia.

Hovedspørgsmålet for Højesteret var, om Loyal to Familia var en forening, der kunne opløses efter grundloven, herunder om det foreløbige forbud skulle anerkendes som lovligt.

Højesteret fandt, at Loyal to Familia måtte anses for at være en forening. På baggrund af landsrettens bevisresultat fandt Højesteret endvidere, at det kunne lægges til grund, at der som almindeligt led i Loyal to Familias virksomhed var begået omfattende og alvorlig kriminalitet. Højesteret tiltrådte herefter, at foreningen havde et ulovligt øjemed som nævnt i grundlovens § 78, stk. 1, og derfor kunne opløses efter denne bestemmelse. Landsretten var kommet til samme resultat.

Højesteret bemærkede, at der ikke var grundlag for at antage, at den kriminalitet, som Loyal to Familia havde stået for, var sket med det sigte at påvirke ”anderledes tænkende” som nævnt i grundlovens § 78, stk. 2. Højesteret fandt derfor i modsætning til landsretten, at Loyal to Familia ikke kunne opløses efter denne bestemmelse.

Loyal to Familia blev herefter opløst med henvisning til grundlovens § 78, stk. 1, ligesom det foreløbige forbud blev anerkendt som lovligt efter denne bestemmelse.


Læs hele domme i sag 123/2020 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 123/2020 (pdf)

Læs byrettens afgørelse i sag 123/2020 (pdf)