12 okt. 2022
Højesteret
Beslaglæggelse hos leasingselskab på grund af vanvidskørsel var retmæssig
Beslaglæggelse af bil hos leasingselskab på grund af vanvidskørsel var retmæssig og ikke i strid med EU-retten eller Menneskerettighedskonventionen
Sag 102/2021
Kendelse afsagt 12. oktober 2022
Anklagemyndigheden
mod
A
T var sigtet for vanvidskørsel hvor han havde kørt med 103 km i timen, selvom den maksimalt tilladte hastighed var 50 km i timen. Bilen var samtidig beslaglagt med henblik på konfiskation.
Bilen, som T kørte i, ejes af selskabet A, der havde leaset bilen til selskabet B, hvorefter bilen var stillet til rådighed for T’s ægtefælle C. C havde den pågældende aften udlånt bilen til T.
Højesteret udtalte, at beslaglæggelse kunne ske efter reglerne herom i retsplejeloven og færdselsloven, og at hverken den danske ordning om konfiskation hos tredjemand generelt eller beslaglæggelsen i det konkrete tilfælde var i strid med bestemmelserne om ejendomsretten i artikel 17, stk. 1, i EU´s charter om grundlæggende rettigheder eller artikel 1 i tillægsprotokol 1 til Den Europæiske Menneskerettig-hedskonvention.
Højesteret lagde ved denne vurdering vægt på bl.a., at T havde forklaret, at det ikke vil være umuligt for ham at betale erstatning svarende til bilens værdi til selskabet A, hvis bilen måtte blive konfiskeret.
Der var heller ikke grundlag for at udlevere bilen til selskabet A mod sikkerhedsstillelse.
Landsretten var nået til det samme resultat.