Fratagelse af dansk statsborgerskab

Sag BS-16807/2022-HJR
Dom afsagt den 5. oktober 2022

A
mod
Udlændinge- og Integrationsministeriet

A indrejste frivilligt i Syrien i december 2014 sammen med sin nu afdøde ægtefælle for at tilslutte sig Islamisk Stat. Ægtefællen deltog i kamphandlinger, indtil han blev dræbt i december 2015. Efter mandens død blev hun gift med en afghansk Islamisk Stat-kriger, med hvem hun har to børn. A blev i efteråret 2018 taget til fange af de kurdiske selvstyremyndigheder og har siden opholdt sig i al-Roj-lejren sammen med børnene.

Den 26. november 2019 traf Udlændinge- og Integrationsministeriet afgørelse om at fratage A hendes danske statsborgerskab.

Sagen for Højesteret angik, om ministeriets afgørelse om at fratage A hendes danske statsborgerskab var gyldig.

Højesteret fandt indledningsvis, at der ikke var grundlag for at fastslå, at ministeriet havde begået sagsbehandlingsfejl i forbindelse med afgørelsen om fratagelse af A’s statsborgerskab.

Højesteret fandt endvidere, at ministeriet med rette havde lagt til grund, at A havde marokkansk statsborgerskab. Indfødsretslovens betingelse om, at A ikke måtte blive statsløs som følge af afgørelsen om fratagelse af hendes danske statsborgerskab, var herefter opfyldt.

Da det kunne lægges til grund, at A sammen med sin nu afdøde ægtefælle frivilligt indrejste i Syrien i december 2014 for at tilslutte sig Islamisk Stat og tage ophold i Raqqa, der var kontrolleret af Islamisk Stat, hvorefter de boede i en lejlighed, der var stillet til rådighed af kalifatet, og at A’s daværende mand deltog i kamphandlinger, indtil han blev dræbt i december 2015, fandt Højesteret, at A ved under disse omstændigheder at tage ophold i kalifatet og ved samlivet med manden og støtten til ham havde bidraget til at opretholde og konsolidere Islamisk Stats position i området, og at disse handlinger måtte anses for omfattet af straffelovens § 114 e, 1. pkt., der omfatter fremme af virksomheden for grupper eller sammenslutninger, der begår terrorhandlinger.

Indfødsretslovens betingelse om, at A skulle have udvist en handlemåde, som var til alvorlig skade for landets vitale interesser, var herefter opfyldt, da hendes handlinger måtte anses for omfattet af straffelovens § 114 e.

Efter forarbejderne til indfødsretsloven er det herudover en betingelse, at fratagelse af dansk statsborgerskab ikke udgør et uproportionalt indgreb.

Højesteret fandt, at den handlemåde, som A havde udvist ved at rejse til Syrien og tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat, var af en sådan alvor, at hun som udgangspunkt kunne fratages sin danske indfødsret, medmindre dette udgjorde et uforholdsmæssigt indgreb over for hende.

A havde ikke på tidspunktet for ministeriets afgørelse en væsentlig tilknytning til Marokko, men hun var dog ikke helt uden tilknytning til dette land, hvor hun boede de første fire år af sit liv. Højesteret lagde i den forbindelse til grund, at hun i kraft af sin opvækst i en familie, hvor begge forældre stammede fra Marokko, har et vist kendskab til marokkansk skik, kultur og levevis og til det marokkanske sprog.

Indtil A udrejste af Danmark den 1. december 2014, havde hun en stærk tilknytning her til landet. På udrejsetidspunktet var hun 25 år, og hun havde frivilligt truffet beslutning om at lægge sit liv i Danmark bag sig, fordi hun ville leve i Islamisk Stats kalifat, og hun tilsluttede sig dermed en terrororganisation og støttede sin mand i kampen for Islamisk Stat. Hun brød alle bånd til Danmark. På tidspunktet for ministeriets afgørelse havde hun som følge heraf ikke længere en stærk tilknytning til Danmark.

Efter en samlet vurdering fandt Højesteret herefter, at ministeriets afgørelse om fratagelse af dansk indfødsret var i overensstemmelse med det krav om proportionalitet, der gælder efter indfødsretsloven.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Menneskerettighedskonventionen ikke sikrer retten til et bestemt statsborgerskab, men at vilkårlig fratagelse af statsborgerskab kan rejse spørgsmål i forhold til konventionens artikel 8 på grund af følgerne for den pågældendes privatliv. En afgørelse om fratagelse af statsborgerskab må således ikke være vilkårlig, ligesom der skal foretages en vurdering af konsekvenserne af en afgørelse om tab af statsborgerskab for den pågældendes privatliv.

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den administrative fratagelse af A’s danske statsborgerskab var i strid med det krav om hjemmel og om processuelle garantier, der er indeholdt i forbuddet mod vilkårlighed. Af de grunde, som Højesteret havde anført vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt ministeriets fratagelse af dansk indfødsret var i overensstemmelse med det proportionalitetskrav, der gælder efter indfødsretsloven, fandt Højesteret, at konsekvenserne af afgørelsen for A og hendes nærmeste familie ikke kunne føre til, at hun ikke kunne fratages dansk indfødsret.

Sammenfattende vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 fandt Højesteret således ikke grundlag for at fastslå, at ministeriets afgørelse var i strid med de krav, som gælder efter Menneskerettighedsdomstolens praksis i sager om fratagelse af indfødsret.

Højesteret fandt endvidere, at ministeriets afgørelse ikke var i strid med EU-retten, herunder artikel 7 og 24, stk. 2, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, eller grundloven.

Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets afgørelse som ugyldig. Landsretten var nået til samme resultat

Læs hele dommen i sag BS-16807/2022-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-16807/2022-HJR i Domsdatabasen