Tvangsfiksering var lovlig

Sag BS-20214/2021-HJR
Dom afsagt den 26. oktober 2022

A
mod
Region Syddanmark

Sagen angik, om tvangsfikseringen af A var lovlig. A, der var diagnosticeret som skizofren i svær grad, overfaldt under sin indlæggelse på en psykiatrisk afdeling en mandlig medarbejder med en stålgaffel, som han ifølge journalen uden varsel stak ni gange i medarbejderens baghoved og øvre ryg. Som følge af overfaldet blev A tvangsfikseret fra den 3. juni kl. 13.30 til den 16. juni kl. 20.18. Af journalen fremgik det endvidere, at A den 4. juni i to tilfælde slog ud efter en medarbejder, og at han i perioden efter den 5. juni gentagne gange fremsatte trusler på liv eller helbred over for personalet.

A havde under sagen ikke bestridt, at tvangsfikseringen var lovlig indtil den 5. juni kl. 9.30. Spørgsmålet var derfor, om tvangsfikseringen også var lovlig i den efterfølgende periode frem til den 16. juni kl. 20.18, og hvis den ikke var lovlig, var spørgsmålet, i hvilket omfang A havde ret til godtgørelse.

I en udtalelse fremlagt for Højesteret anførte Retslægerådet bl.a., at A’s psykiske tilstand i perioden frem til den 16. juni blev beskrevet som særdeles ustabil og svingende med fremtrædende psykotiske symptomer, og at han ifølge journalen gav udtryk for, at han havde udført det nævnte overfald i selvforsvar. Efter Retslægerådets opfattelse frembød A med baggrund i den beskrevne svært ustabile, psykotiske tilstand i den anførte periode efter en lægelig vurdering en vedvarende fare for omgivelserne, som ikke vurderes at kunne være imødegået med mindre indgribende midler.

Det fremgik af den behandlende overlæges forklaring for Højesteret desuden, at remme på hænder og fødder blev løsnet på skift, og efter den 7. juni bistod politiet efter hendes anmodning, sådan at A mindst én gang om dagen kunne komme i bad, ud at ryge og gå en tur.

Højesteret lagde til grund, at A i den omtvistede periode udgjorde en vedvarende fare for uforudsigelig og grov vold over for medpatienter og personale, og fandt det godtgjort, at A i denne periode udgjorde en nærliggende fare for andres liv, førlighed eller sikkerhed, og at det ikke var muligt at imødegå denne fare ved mindre indgribende foranstaltninger end den tvangsfiksering, der skete med de omtalte lempelser. Højesteret fandt derfor, at tvangsfikseringen opfyldte betingelserne for tvang og tvangsfiksering i psykiatriloven, og der var derfor ikke grundlag for godtgørelse til A.

Landsretten var kommet til et andet resultat.

Læs hele dommen i cag BS-20214/2021-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i Domsdatabasen