Gå til sidens indhold

Højesteret

15 nov. 2022

Højesteret

Kære afvist som følge af manglende retlig interesse

Kæresag havde mistet sin aktualitet som følge af forlig i hovedsagen, uanset at der ikke derved var taget stilling til sagsomkostningsspørgsmålet

Sag BS-40103/2021-HJR
Kendelse afsagt den 15. november 2022

Aveny Rødovre A/S
mod
B

Ved kendelse af 20. oktober 2020 bestemte landsretten, at udlevering af en række smykker, der var beslaglagt under en straffesag, skulle ske til B under betingelse af, at Aveny Rødovre A/S ikke inden fire uger fra kendelsen anlagde civil retssag om ejerskabet.

Tidspunktet for kendelsens afsigelse var ikke på forhånd meddelt Aveny Rødovre og B, og kendelsen blev ikke fremsendt af landsretten til Aveny Rødovre før den 17. november 2020. Den 8. december 2020 udtog Aveny Rødovre stævning mod B om ejerskabet til og udleveringen af smykkerne. Den del af sagen der angik udleveringen af smykkerne, blev afvist af byretten og efterfølgende af landsretten med henvisning til, at sagen om ejerskabet var anlagt efter fristen på fire uger. Aveny Rødovre indbragte kendelsen herom for Højesteret.

Efterfølgende indgik Aveny Rødovre og B forlig vedrørende ejerskabet til smykkerne, uden at der samtidig blev indgået forlig i kæresagen vedrørende udlevering af smykkerne. Aveny Rødovre fastholdt kæresagen for Højesteret med henvisning til bl.a., at kæresagen havde betydning for, at selskabet kunne få tilkendt sagsomkostninger igennem alle instanser.

Højesteret udtalte, at der med forliget om ejerskabet blev gjort endeligt op med, hvem smykkerne skulle udleveres til, og at Aveny Rødovre derfor ikke fandtes at have en konkret og aktuel retlig interesse i at få prøvet, om det var med rette, at landsretten afviste spørgsmålet om udlevering. Det anførte om interessen i at få tilkendt sagsomkostninger kunne ikke føre til et andet resultat.

Højesteret afviste herefter kæresagen.

Læs hele kendelsen i sag BS-40103/2021-HJR (pdf)