07 nov. 2022
Højesteret
Overbetalinger for serviceydelser mellem selskaber med samme eneejer
Overbetalinger for serviceydelser i form af bl.a. juridisk rådgivning mellem selskaber med samme eneejer tilsidesat
Sag BS-22176/2021-HJR
Dom afsagt den 7. november 2022
B ApS
og
C ApS
mod
Skatteministeriet
Selskabet C ApS blev stiftet i 2003 med henblik på at rådgive om skattemæssige fradrag for grundforbedring af fast ejendom, herunder ved at repræsentere skatteydere i sager mod skattemyndighederne. C ApS ejes af selskabet B ApS, hvis eneejer er personen A.
A var også eneejer af et selskab, der i 2006 fik tilladelse til at drive virksomhed i Dubai. I de følgende år leverede Dubai-selskabet serviceydelser i form af bl.a. juridisk rådgivning til C ApS’ aktiviteter med skatterådgivning i Danmark.
Skattemyndighederne vurderede, at dokumentationen for, hvordan prisen for serviceydelserne var blevet fastsat mellem C ApS og Dubai-selskabet, var så mangelfuld, at den ikke gav et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om det såkaldte armslængdeprincip var overholdt. Desuden fandt skattemyndighederne det godtgjort, at prisen for serviceydelserne ikke var fastsat på armslængdevilkår. Skattemyndighederne nedsatte herefter ved en skønsmæssig vurdering de fradragsberettigede udgifter med i alt ca. 58,5 mio. kr., svarende til overbetalingen fra C ApS til Dubai-selskabet.
Højesteret fandt, at skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn med hensyn til prisen.
Landsretten var nået til et andet resultat.
Sagen blev behandlet sammen med sag BS-22171/2021-HJR.
Læs hele dommen i sag BS-22176/2021-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-22176/2021-HJR i Domsdatabasen