Gå til sidens indhold

Højesteret

13 dec. 2022

Højesteret

Afslag på opholdstilladelse var gyldigt

Udlændingenævnets afslag på familiesammenføring var gyldigt

Sag BS-13536/2022-HJR
Dom afsagt den 13. december 2022

A
mod
Udlændingenævnet

A, der er amerikansk statsborger, indrejste i Danmark i 2015 og tog ophold hos en af sine voksne sønner, der er dansk statsborger. A’s helbred blev løbende forværret, og hun fik efterhånden behov for pleje hele døgnet, hvilket hendes voksne sønner varetog.

A søgte flere gange om opholdstilladelse i Danmark på forskelligt grundlag. Den 21. oktober 2019 gav Udlændingenævnet hende afslag på familiesammenføring med den søn, hun bor hos. Det var kun denne afgørelse, som var indbragt for Højesteret.

Højesteret udtalte, at Udlændingenævnet havde vurderet bl.a. tilknytningen mellem A og hendes sønner og inddraget hendes behov for pleje og behandling. Derfor var der ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingenævnets skøn.

Højesteret udtalte også, at der ikke var grundlag for at fastslå, at afgørelsen var i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om bl.a. retten til familieliv. Højesteret lagde vægt på oplysningerne om relationerne mellem A og hendes sønner, udviklingen af hendes helbredstilstand og mulighederne for hende for at vende tilbage til USA og få pasning og pleje der.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Højesteret bemærkede, at det ved håndhævelse af pligten for A til at udrejse af Danmark påhviler myndighederne at påse overholdelsen af Danmarks forpligtelser ifølge artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Læs hele dommen i sag BS-13536/2022-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i BS-13536/2022-HJR i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i BS-13536/2022-HJR i Domsdatabasen