22 dec. 2022
Højesteret
Passager i bil straffet for flugt fra færdselsuheld
Passager i en bil blev straffet for at være flygtet fra et færdselsuheld, hvor en cyklist blev tilføjet betydelig personskade
Sag 92/2022
Dom afsagt den 22. december 2022
Anklagemyndigheden
mod
T
T var sammen med en medtiltalt fundet skyldig efter straffelovens § 253, stk. 2, idet han havde undladt at standse straks og yde hjælp som indblandet i et færdselsuheld, hvor en cyklist blev tilføjet betydelig personskade. Landsretten havde lagt til grund, at T var passager i bilen, at han vidste, at bilen havde påkørt cyklisten, og at han måtte have indset det som i hvert fald overvejende sandsynligt, at cyklisten var i øjensynlig livsfare, da han og den medtiltalte fortsatte kørslen og flygtede fra stedet uden at sikre sig, at der var andre, der ydede den fornødne hjælp til cyklisten.
For Højesteret var hovedspørgsmålet, om straffelovens § 253, stk. 2, omfatter passagerer i en bil, der er indblandet i et færdselsuheld.
Højesteret udtalte, at bestemmelsen i straffelovens § 253, stk. 2, efter dens ordlyd og forarbejder sammenholdt med dens formål og sammenhæng med færdselslovens regler om hjælpepligt ved færdselsuheld, ikke er begrænset til at omfatte føreren af bilen, men at den også omfatter andre trafikanter, der med eller uden egen skyld har været indblandet i et færdselsuheld, hvis de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.
Med henvisning til angivelserne i forarbejderne om strafniveauet for overtrædelse af straffelovens § 253, stk. 2, tiltrådte Højesteret efter forholdets grovhed, at T skulle straffes med fængsel i 3 måneder.
Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom, dog således at bøden for nogle overtrædelser af færdselsloven blev forhøjet, og at frakendelsen af førerretten for disse overtrædelser skulle regnes fra udløbet af en verserende frakendelse.
Læs hele dommen i sag 92/2022 (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag 92/2022 i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag 92/2022 i Domsdatabasen