Ikke i strid med menneskerettighederne at straffe for tiggeri

Sag 91/2020
Dom afsagt den 2. februar 2022

Rigsadvokaten
mod
T

Straffelovens § 197
Efter straffelovens § 197, stk. 1, straffes den, der imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri (tiggeri) med fængsel indtil 6 måneder. Under formildende omstændigheder kan straffen bortfalde. Kravet om en forudgående advarsel gælder ifølge § 197, stk. 2, ikke, når tiggeriet er begået i gågade, ved stationer, i eller ved supermarkeder eller i offentlige transportmidler. Er tiggeriet begået et af de nævnte steder, skal det efter § 197, stk. 3, indgå som en skærpende omstændighed ved fastsættelse af straffen.

Den konkrete sag
T, der er litauisk statsborger, var flere gange tidligere dømt for tiggeri på steder nævnt i § 197, stk. 2. I 2019 var han idømt en ubetinget fængselsstraf for tiggeri og udvist af Danmark. Kort tid efter udvisningen indrejste han igen til Danmark. Han blev i byretten fundet skyldig i at være indrejst i strid med indrejseforbuddet og i at have tigget ved indgangen til Københavns Hovedbanegård. Han blev straffet med fængsel i 60 dage og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Lăcătuș-dommen
Efter landsrettens dom afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstoldom i sagen Lăcătuș mod Schweiz. Her var klageren blevet idømt en bøde med fængselsstraf for manglende betaling af i alt ni tilfælde af tiggeri på offentlig vej i Genève. Da hun ikke kunne betale bøden, var hun blevet frihedsberøvet i fem dage. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at Schweiz under de foreliggende omstændigheder havde krænket hendes ret til respekt for privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

I dommen udtalte Menneskerettighedsdomstolen bl.a., at den menneskelige værdighed, der er grundlaget for konventionens ånd, er alvorligt truet for en person, der ikke råder over tilstrækkelige midler til sit underhold, og at den pågældende ved at tigge vælger en særlig livsform for at overvinde en umenneskelig og prekær situation. I sagen var det ubestridt, at klageren var meget fattig, analfabet og arbejdsløs, og at hun hverken modtog social bistand eller blev støttet af en tredjeperson. I denne situation havde tiggeri ifølge Menneskerettighedsdomstolen givet hende mulighed for at opnå indkomst og afhjælpe sin fattigdomssituation, og ved at forbyde tiggeri generelt og straffe hende havde de schweiziske myndigheder forhindret hende i at kontakte andre personer for at få hjælp, hvilket havde været en af hendes muligheder for at få opfyldt sine grundlæggende behov.

Sagen for Højesteret
For Højesteret anførte T, at det var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til respekt for privatliv at straffe ham og udvise ham af Danmark. Han anførte også, at straffen og udvisningen var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3 om forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling, artikel 10 om ret til ytringsfrihed og artikel 14 om forbud mod diskrimination på grund af bl.a. national oprindelse.

Højesteret udtalte, at straffen på fængsel i 60 dage var fastsat i overensstemmelse med tilkendegivelserne i forarbejderne og almindelige strafudmålingsprincipper, og at udvisning af T med indrejseforbud i 6 år ikke var i strid med de gældende regler for udvisning af EU-borgere.

Spørgsmålet var herefter, om det – navnlig i lyset af Lăcătuș-dommen – var i strid med T’s rettigheder efter artikel 3, 8, eller 10, eller efter artikel 14 sammenholdt med disse bestemmelser at straffe T som sket ved landsrettens dom.

Højesteret udtalte, at der i Danmark er adgang til offentlig hjælp for personer i nød, og at personer, der opholder sig her i landet, således vil have mulighed for at få opfyldt deres grundlæggende behov. Når der er en sådan adgang til offentlig hjælp i nødsituationer, var det efter Højesterets opfattelse usikkert, i hvilket omfang adgangen til at tigge er beskyttet efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1.

Efter artikel 8, stk. 2, er et indgreb i udøvelsen af retten til privatliv kun berettiget, hvis det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund f.eks. for at forebygge uro og beskytte andres rettigheder. Højesteret fandt, at bestemmelsen i straffelovens § 197 var begrundet i legitime hensyn, og det måtte herefter bero på en proportionalitetsafvejning, om fængselsstraf for tiggeri ville udgøre en krænkelse af retten til privatliv.

Højesteret udtalte, at der i Danmark som nævnt er adgang til offentlig hjælp for personer i nød, og at der derfor kun helt undtagelsesvist vil kunne forekomme ekstraordinære tilfælde, hvor den menneskelige værdighed er truet for en person som følge af, at den pågældende ikke har tilstrækkelige midler til at dække sine grundlæggende behov. Sådanne ekstraordinære omstændigheder forelå ikke i T´s sag, og den idømte straf var derfor ikke et uproportionalt indgreb i hans ret til privatliv, jf. artikel 8, stk. 2.

Højesteret fandt endvidere, at den idømte fængselsstraf ikke var et uproportionalt indgreb i T´s ret til ytringsfrihed efter artikel 10. Der forelå heller ikke en krænkelse af Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling eller artikel 14 om forbud mod diskrimination.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Læs hele dommen i sag 91/2020 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 91/2020 (pdf)

Læs byrettens afgørelse i sag 91/2020 (pdf)