Ikke krav på yderligere godtgørelse for tort som følge af voldtægt

Sag BS-19432/2021-HJR
Dom afsagt den 25. februar 2022

A
mod
T

T blev ved landsrettens dom straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder for voldtægt efter den dagældende straffelovs § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led (tidligere § 218, stk. 2), og blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232 og pålagt at betale 35.000 kr. i tortgodtgørelse. T var fundet skyldig i at have befølt og skaffet sig samleje med A, der – som følge af træthed og beruselse – sov og befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om A’s krav på yderligere tortgodtgørelse.

Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, blev ændret i 2018. Formålet med lovændringen var ifølge forarbejderne bl.a. at gennemføre en generel forhøjelse af godtgørelsesniveauerne for tort i sager om seksuelle krænkelser navnlig i lyset af den almindelige lønudvikling. Godtgørelsesniveauerne for tort i sager om seksuelle krænkelser skulle herefter forhøjes med ca. 1/3. Godtgørelsesniveauet i sager om ”fuldbyrdet voldtægt” skulle endvidere forhøjes med yderligere ca. 1/3 for at afspejle disse overtrædelsers særligt alvorlige karakter. Tortgodtgørelsen i en sag om ”fuldbyrdet voldtægt” burde således som udgangspunkt være ca. 100.000 kr. Ved udmåling af godtgørelser burde domstolene endvidere fremover tage hensyn til lønudviklingen, så godtgørelserne ikke stagnerer på 2017-niveau.

Højesterets flertal fandt, at udtrykket ”fuldbyrdet voldtægt” i forarbejderne sigtede til den oprindelige form for voldtægt, der også før lovændringen af straffeloven i 2013 var omfattet af straffelovens § 216 (navnlig voldtægt ved vold eller trussel om vold). Formålet med lovændringen i 2018 og det anførte i forarbejderne var således ikke, at forhøjelsen til 100.000 kr. for ”fuldbyrdet voldtægt” skulle omfatte alle de former for voldtægt, der efter lovændringen i 2013 blev omfattet af straffelovens § 216, herunder den seksualforbrydelse, der tidligere var reguleret i straffelovens § 218, stk. 2.

Voldtægt i form af udnyttelse af, at forurettede befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, er en alvorlig forbrydelse, der er krænkende for offeret. Højesterets flertal fandt imidlertid, at der ikke – med hensyn til udmåling af tortgodtgørelse – var lovgivningsmæssigt grundlag for at sidestille denne form for voldtægt med voldtægt ved vold eller trussel om vold. Selv om begge seksualforbrydelser er omfattet af straffelovens § 216, er der markant forskel i den straf, der efter forarbejderne normalt forudsættes udmålt i de to situationer. Voldtægt ved vold eller trussel om vold forudsættes som udgangspunkt straffet med fængsel mellem 2 år og 6 måneder og 3 år. Straffen for at skaffe sig samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende ikke kan modsætte sig handlingen, forudsættes som udgangspunkt udmålt til fængsel i 1 år og 2 måneder.

Herefter var der ikke grundlag for at forhøje godtgørelsen for tort til A, så godtgørelsen svarede til den godtgørelse, der ville have været udmålt, hvis krænkelsen havde bestået i, at hun havde været udsat for voldtægt ved vold eller trussel om vold. A havde derimod krav på en tortgodtgørelse, der i forhold til godtgørelsesniveauet forud for ændringen i 2018 af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 2, skulle forhøjes med ca. 1/3, ligesom der skulle tages hensyn til lønudviklingen fra 2017 til 2020. Flertallet fandt efter en samlet vurdering, at godtgørelsen for tort var passende udmålt til 35.000 kr.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Læs hele dommen i sag BS-19432/2021-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-19432/2021-HJR (pdf)

Læs byrettens afgørelse i sag BS-19432/2021-HJR (pdf)