Gå til sidens indhold

Højesteret

04 feb. 2022

Højesteret

Indstævnt i en ankesag kunne nedlægge påstand over for medindstævnt

Indstævnte i ankesag kunne i ankesvarskriftet nedlægge påstande over for medindstævnte, selvom de ikke selv havde anket sagen

Sag BS-22710/2021-HJR

Kendelse afsagt den 2. februar 2022.

Estate Vestjylland ApS

mod

A
og
B

Sagen angik for Højesteret, om A og B som indstævnte under en ankesag kunne nedlægge påstande over for deres medindstævnte, Estate Vestjylland ApS i deres ankesvarskrift, selv om de ikke selv havde anket sagen over for Estate.

Byretten havde i første instans afsagt dom i en sag angående A og B’s tab i forbindelse med salget af deres sommerhus. A og B havde under byretssagen nedlagt påstand om, at køberne,

C og D og ejendomsmægleren Estate solidarisk skulle erstatte A og B’s tab. A og B havde herudover nedlagt en påstand over for Estate om tilbagebetaling af mæglersalæret.

A og B fik i byretten medhold i erstatningskravet over for C og D, mens Estate blev frifundet for begge påstande. A og B blev i byretten endvidere dømt til at betale sagsomkostninger til Estate.

C og D ankede byrettens dom over for A og B og over for Estate, der dermed alle blev parter i ankesagen. A og B ankede ikke selv dommen, men de indleverede rettidigt ankesvarskrift i sagen, hvor de i alt væsentligt gentog påstandene fra byretssagen, herunder over for Estate.

Højesteret henviste til, at A og B’s påstande over for Estate i ankesagen svarede til de påstande, som A og B havde nedlagt over for Estate i byretten, samt til at Estate ved indleveringen af ankesvarskriftet i forvejen var indstævnt i ankesagen. Højesteret anførte herefter, at A og B under disse omstændigheder godt kunne nedlægge deres påstande over for Estate som sket i ankesvarskriftet.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Læs hele kendelse i sag BS-22710/2021-HJR (pdf)