03 feb. 2022
Højesteret
Udvisning ikke ophævet
T’s helbredsmæssige tilstand og privatliv medførte ikke, at udvisning kunne ophæves
Sag 87/2020
Kendelse afsagt den 2. februar 2022
Anklagemyndigheden
mod
T
T, der var diagnosticeret med paranoid skizofreni, blev i 2019 fundet skyldig i tre tilfælde af voldtægt mod samme kvinde. Han blev frifundet for straf, jf. straffelovens § 16, stk. 1, og efter lovens § 68 dømt til behandling på psykiatrisk afdeling. T blev i forbindelse med dommen udvist med indrejseforbud for bestandigt.
Sagen angik, om udvisningen af T skulle ophæves efter udlændingelovens § 50 a, stk. 2, fordi hans helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod, at udsendelse til Tyrkiet kunne finde sted, og herunder om opretholdelse af udvisningen ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 8 som senest fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i dom af 7. december 2021 i sag 57467/15 (Savran mod Danmark).
Højesteret fandt med henvisning til bl.a. den nævnte dom, at udsendelse af T til Tyrkiet ikke ville indebære en krænkelse af konventionens artikel 3.
Om konventionens artikel 8 bemærkede Højesteret, at Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 2021 indebærer, at der under en efterprøvelse efter udlændingelovens § 50 a skal foretages en ny og selvstændig prøvelse af forholdet til artikel 8.
Højesteret fandt, at der ikke forelå oplysninger, der kunne begrunde en anden vurdering i forhold til artikel 8 end den, som landsretten havde foretaget i forbindelse med straffesagen mod T i 2019. Henset til den begåede kriminalitets grovhed sammenholdt med de foreliggende oplysninger om T’s privatliv fandt Højesteret endvidere, at det forhold, at T var frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom, ikke kunne føre til et andet resultat af den samlede afvejning, der efter Menneskerettighedsdomstolens seneste praksis skal foretages ved vurderingen efter artikel 8.
Højesteret fandt på den baggrund, at T’s helbredsmæssige tilstand og behandlingsmæssige hensyn ikke afgørende talte imod, at han blev udsendt til Tyrkiet, hvorfor udvisningen blev opretholdt.
Landsretten var kommet til et andet resultat.
Læs hele kendelsen i sag 87/2020 (pdf)