12 apr. 2022
Højesteret
Betingelser for konkurskarantæne var ikke opfyldt
Personlig skattegæld kunne ikke indgå i vurderingen af, om konkurskarantæne skulle pålægges
Sag BS-33404/2021-HJR
Kendelse afsagt den 11. april 2022
A under konkurs ved kurator, advokat Finn Jørgensen
mod
A
A, som havde drevet en personligt ejet enkeltmandsvirksomhed, blev erklæret personligt konkurs. Under konkurssagen anmodede kurator i konkursboet om, at A blev pålagt konkurskarantæne med henvisning til konkurslovens § 157.
Efter konkurslovens § 157, stk. 1, er det en betingelse for konkurskarantæne bl.a., at den pågældende senere end et år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed og på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
A havde i det væsentlige løbende indberettet og afregnet A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms, og der var løbende sket bogføring og udarbejdet årsrapporter. A skyldte imidlertid over 1 mio. kr. for manglende B-skat i perioden fra 2016 til 2019.
Hovedspørgsmålet i sagen for Højesteret var, om den manglende betaling af B-skat kunne indgå i vurderingen af, om betingelserne for at pålægge konkurskarantæne var opfyldt.
Højesteret kom frem til, at A’s manglende betaling af B-skat ikke kunne henføres til hans ledelse af enkeltmandsvirksomheden – i modsætning til f.eks. manglende afregning af A-skat eller moms. På den baggrund fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at anse det forhold, at A havde oparbejdet en betydelig personlig skattegæld, for en del af hans ”forretningsførelse” i virksomheden.
Betingelserne for at pålægge konkurskarantæne var derfor ikke opfyldt.
Landsretten var kommet til samme resultat.