Gå til sidens indhold

Højesteret

13 apr. 2022

Højesteret

Udsættelse af retsmøde på grund af covid-19 gav ikke ret til erstatning

Ikke erstatning efter retsplejelovens § 320 for merudgifter til advokat som følge af, at en hovedforhandling blev udsat på grund af covid-19

Sag BS-13934/2021-HJR

Kendelse afsagt den 7. april 2022

En ejerforening havde sagsøgt en entreprenørvirksomhed og en arkitektvirksomhed i en sag om mangler ved en ejendom.

Sagen blev berammet til hovedforhandling den 11. og 18. marts 2020. Hovedforhandlingen blev indledt som planlagt den 11. marts 2020, hvor der blev afgivet en række forklaringer. Retsmødet den 18. marts 2020 blev aflyst på grund af covid-19-situationen.

Efter omberammelse blev hovedforhandlingen fortsat den 7. september 2020, hvor sagen blev procederet.

Ejerforeningen anmodede om erstatning efter retsplejelovens § 320 for de merudgifter, der havde været forbundet med, at foreningens advokat forud for den fortsatte hovedforhandling den 7. september 2020 havde været nødt til at forberede sagen på ny.

Højesteret udtalte, at ejerforeningen ikke kunne tilkendes erstatning efter retsplejelovens § 320.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele kendelsen i sag BS-13934/2021 (pdf)