Gå til sidens indhold

Højesteret

02 maj 2022

Højesteret

Beregning af løn ved hjemsendelse af provisionslønnet ansat

En provisionslønnet tandplejer havde krav på løn beregnet på grundlag af provision optjent forud for sin hjemsendelse under covid-19-pandemien

Sag 45293/2021-HJR
Dom afsagt den 2. maj 2022

Dansk Erhverv som mandatar for
X I/S
mod
Kristelig Fagforening som mandatar for
A

A var ansat som provisionslønnet tandplejer hos virksomheden X, der i marts 2020 besluttede at hjemsende A med henvisning til en trepartsaftale indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Trepartsaftalen blev efterfølgende udmøntet i lønkompensationsloven, hvorefter en lønmodtager under hjemsendelse havde krav på at få ”den aftalte løn”.

Parterne var uenige om, hvorvidt den løn, som A havde ret til, mens hun var hjemsendt, skulle beregnes ud fra et gennemsnit af den forud for hjemsendelsen optjente provision eller ud fra, hvad A måtte forventes at kunne have optjent i provision, hvis hun ikke var blevet hjemsendt.

Højesteret fandt ud fra navnlig formålet med lønkompensationsordningen, som var bl.a., at fyringstruede lønmodtagere kunne beholde deres job og løn, at A’s krav på løn måtte beregnes ud fra et gennemsnit af hendes optjente provision forud for hjemsendelsen.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs hele dommen i sag BS-45293/2021-HJR (pdf)

Landsrettens afgørelse i sag BS-45293/2021-HJR kan findes i Domsdatabasen ved dette link