10 maj 2022
Højesteret
Godtgørelse for uberettiget tvangsfiksering
Godtgørelse for uberettiget tvangsfiksering fastsat til 40.000 kr.
Sag BS-20222/2021-HJR
Dom afsagt den 10. maj 2022
A
mod
Region Sjælland
A, der i henhold til farlighedsdekret var anbragt på Sikringsafdelingen, blev ved ankomsten til afdelingen tvangsfikseret med bælte og hånd- og fodremme. A var tvangsfikseret i fire døgn. Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelse om ikke at godkende beslutningen om tvangsfiksering. Byretten stadfæstede nævnets afgørelse. Parterne var herefter enige om, at A havde krav på en godtgørelse for uberettiget tvangsfiksering. Landsretten fastsatte godtgørelsen til 30.000 kr.
Sagen for Højesteret angik alene fastsættelse af godtgørelsens størrelse.
Højesteret udtalte, at den uberettigede tvangsfiksering var et alvorligt indgreb. Vurderingen af tvangsfikseringens berettigelse var vanskelig henset til A’s psykiske lidelse og uforudsigelige farlighed. Det måtte lægges til grund, at A som følge af sin særlige farlighed og adfærd i tiden op til anbringelsen under alle omstændigheder ville være blevet undergivet andre tvangsforanstaltninger i form af f.eks. aflåsning af patientstue ved ankomsten til Sikringsafdelingen. Tvangsfikseringen blev i perioden løbende lempet og løsnet i forbindelse med bad.
Efter en samlet skønsmæssig vurdering fandt Højesteret herefter, at godtgørelsen burde
fastsættes til 40.000 kr.
Læs hele dommen i sag BS-20222/2021-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-20222/2021-HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-20222/2021-HJR i Domsdatabasen