04 maj 2022
Højesteret
Ikke muligt at videreføre skattemæssigt underskud
Skattemæssigt underskud på ca. 275 mio. kr. kunne efter salg af selskabet ikke anvendes til at nedbringe den skattepligtige indkomst i senere indkomstår
Sag BS-20633/2021-HJR
Dom afsagt den 4. maj 2022
Euro Steel Danmark A/S
og
Euro Steel 1988 ApS
mod
Skatteministeriet
Sagen angik, om det skattemæssige underskud, der gennem årene var oparbejdet i Hymite A/S (senere Euro Steel Danmark A/S), kunne fradrages i selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011 og 2012. Spørgsmålet var i den forbindelse, om selskabet efter den dagældende ligningslovs § 15, stk. 7, 3. pkt. (nu selskabsskattelovens § 12 D, stk. 2), ”i det væsentlige” var ”uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet” på tidspunktet for salgene af selskabet i 2011.
Højesteret fandt ligesom landsretten, at det beroede på en samlet vurdering, om et selskab på tidspunktet for ændringen af ejerforholdene i det væsentlige var uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet som nævnt i den dagældende ligningslovs § 15, stk. 7, 3. pkt. Højesteret tiltrådte endvidere, at der i denne vurdering kunne lægges vægt på omfanget af risikoen ved en eventuel erhvervsmæssig aktivitet, størrelsen af det skattemæssige underskud og omstændighederne ved overdragelsen af kapitalandele i selskabet.
Om den konkrete sag fandt Højesteret, at den erhvervsmæssige aktivitet, der på tidspunktet for overdragelserne af selskabet i 2011 alene bestod i at udleje en ejerlejlighed, var ubetydelig set i forhold til værdien af det opgjorte skattemæssige underskud, og at selskabet i det væsentlige var uden økonomisk risiko ved erhvervsmæssig aktivitet, jf. den dagældende ligningslovs § 15, stk. 7, 3. pkt. På den baggrund tiltrådte Højesteret, at det skattemæssige underskud ikke kunne anvendes til at nedbringe den skattepligtige indkomst for 2011 og 2012.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs hele dommen i sag BS-20633/2021-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-20633/2021-HJR i Domsdatabasen