Gå til sidens indhold

Højesteret

18 maj 2022

Højesteret

Udgift til inspektion var ikke dækket af produkttilbagekaldelsesforsikring

Fare for produktskade var afværget, og udgifter til efterfølgende inspektion var ikke dækket af udvidet forsikring vedrørende produkttilbagekaldelse

Sag BS-36013/2021-HJR

Dom afsagt den 18. maj 2022


A/S Vestfrost
mod
Zurich Danmark, filial af Zurich Insurance plc, Irland


Vestfrost solgte i 2015-2016 et stort antal køleskabe til Coca-Cola i Tyskland, som blev opstillet i kiosker og supermarkeder. I 2017 blev der på nogle af køleskabene konstateret fejl, som medførte risiko for elektrisk stød og brand.

Efter aftale med Vestfrost tog Coca-Cola – der servicerede køleskabene i Tyskland – kontakt til de butikker, hvor der var opstillet køleskabe med mulige fejl, og instruerede dem om at afbryde strømmen til køleskabene, indtil der var foretaget undersøgelse af de enkelte køleskabe.

Vestfrost havde tegnet en erhvervs- og produktansvarsforsikring hos Zurich Danmark, som var udvidet til at dække omkostninger, der afholdes i forbindelse med tilbagekaldelse af defekter produkter. Spørgsmålet for Højesteret var, om Vestfrosts udgifter til inspektion af køleskabene var omfattet af den udvidede dækning.

Højesteret udtalte, at den opståede fare for produktansvarsskade blev afværget ved instruktionen til butikkerne om at afbryde strømmen til køleskabene. Vestfrost tilbagekaldte ikke køleskabene, men lod dem blive stående uden strøm i butikkerne, og iværksatte herefter – via Coca-Cola – inspektion og reparation af de køleskabe, der havde de pågældende fejl.

Højesteret fastslog, at under disse omstændigheder var udgifter til inspektion af køleskabene ikke dækket under den udvidede erhvervs- og produktansvarsforsikring.

Landsretten var nået til samme resultat.


Læs hele dommen i sag BS-36013/2021 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-36013/2021 i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag BS-36013/2021 i Domsdatabasen