16 jun. 2022
Højesteret
Særlig kærefrist efter databeskyttelsesloven fandt anvendelse
Særlig kærefrist efter databeskyttelsesloven fandt anvendelse, og der kunne ikke ses bort fra, at den var overskredet
Sag BS-48173/2020-HJR
Kendelse afsagt den 16. juni 2022
Topdanmark Forsikring A/S
mod
Fagforening Danmark
som mandatar for A
og
S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
Parterne i en arbejdsskadesag var enige om, at der skulle ske forelæggelse for Retslægerådet, men uenige om, hvorvidt de sidste fire cifre i skadelidte A´s cpr-nummer skulle slettes i de fremlagte bilag, herunder de lægelige bilag. Byretten pålagde parterne at uploade bilagene i en ny version, hvor de sidste fire cifre i cpr-nummeret var udeladt.
Topdanmark Forsikring søgte Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære byrettens beslutning. Nævnet meddelte kæretilladelse efter retsplejelovens bestemmelse om kæretilladelse til afgørelser truffet af byretten under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse. Nævnet vejledte i den forbindelse Topdanmark Forsikring om, at kæreskrift vedlagt kæretilladelsen skulle indleveres til byretten inden to uger, svarende til den almindelige kærefrist efter retsplejeloven.
Topdanmark Forsikring indleverede kæreskrift inden denne frist, men landsretten afviste kæremålet, fordi det var indgivet efter udløbet af en særlig kærefrist ifølge databeskyttelseslovens § 37, stk. 2, 4. pkt., på fire uger fra meddelelsen af afgørelsen. Fristen gælder for kære af afgørelser vedrørende behandling af oplysninger, der træffes af vedkommende ret i sin egenskab af domstol.
For Højesteret handlede sagen om to spørgsmål. Det første spørgsmål var, om det kun var særfristen i databeskyttelsesloven, der fandt anvendelse, eller om både denne frist og den almindelige kærefrist efter retsplejeloven fandt anvendelse på samme tid. Højesteret udtalte, at en afgørelse vedrørende behandling af oplysninger, der træffes af vedkommende ret i sin egenskab af domstol, kan kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, og at det alene er kærefristen på fire uger efter databeskyttelsesloven, der finder anvendelse på en sådan kære. Kære var derfor ikke sket rettidigt.
Det andet spørgsmål var, om en bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter der undtagelsesvist kan ses bort fra overskridelse af kærefristen, fandt anvendelse, og om kæremålet i givet fald undtagelsesvist kunne behandles i henhold til denne bestemmelse. Højesteret udtalte, at retsplejelovens bestemmelse fandt anvendelse, men at der ikke i den foreliggende sag var grundlag for undtagelsesvis at tillade kæren trods overskridelsen af kærefristen.
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse.